Lamentations 3

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Jeg er den mann som har sett elendighet under hans vredes ris.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Mig har han ledet og ført i mørke og ikke i lys.

ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

Bare mot mig vender han atter og atter sin hånd den hele dag.

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Han lot mitt kjøtt og min hud fortæres; han knuste mine ben.

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Han bygget en mur mot mig og omringet mig med bitterhet og møie.

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

På mørke steder lot han mig bo som de for lenge siden døde.

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Han murte igjen for mig, så jeg ikke kan komme ut; han gjorde mine lenker tunge.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Om jeg enn ropte og skrek, lukket han sitt øre for min bønn.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

Han tilmurte mine veier med hugne stener, mine stier gjorde han krokete.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

En lurende bjørn var han mot mig, en løve i skjul.

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

Mine veier gjorde han til avveier, han sønderrev mig og ødela mig.

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Han spente sin bue og stilte mig op til mål for sin pil.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

Han lot sitt koggers sønner fare inn i mine nyrer.

hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Jeg er blitt til latter for alt mitt folk, til en spottesang for dem hele dagen.

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Han mettet mig med bitre urter, han gav mig rikelig malurt å drikke.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

Han knuste mine tenner, han gav mig småsten å ete, han trykte mig ned i asken.

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Du forkastet mig og tok bort min fred; jeg glemte det som godt er,

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

og jeg sa: Det er forbi med min kraft og mitt håp til Herren.

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

Kom i hu min elendighet og min landflyktighet - malurt og galle!

min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

Min sjel kommer det i hu og er nedbøiet i mig.

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

Dette vil jeg ta mig til hjerte, derfor vil jeg håpe:

HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

Herrens miskunnhet er det at det ikke er forbi med oss; for hans barmhjertighet har ennu ikke ende.

hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Den er ny hver morgen, din trofasthet er stor.

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

Herren er min del, sier min sjel; derfor håper jeg på ham.

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

Herren er god mot dem som bier efter ham, mot den sjel som søker ham.

det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

Det er godt at en bier i stillhet efter Herrens frelse.

godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

Det er godt for en mann at han bærer åk i sin ungdom,

Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

at han sitter ene og tier, når han legger byrder på ham,

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

at han trykker sin munn i støvet og sier: Kanskje det ennu er håp -

Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

at han vender sitt kinn til den som slår ham, lar sig mette med hån.

Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

For Herren forkaster ikke til evig tid,

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

men om han bedrøver, så forbarmer han sig igjen efter sin rike miskunnhet;

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

for det er ikke av hjertet han plager eller bedrøver menneskenes barn.

Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

Når nogen knuser alle jordens fanger under sine føtter,

når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

bøier mannens rett for den Høiestes åsyn

når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

eller gjør en mann urett i hans sak - mon Herren ikke ser det?

Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

Hvem talte så det skjedde, uten at Herren bød det?

Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

Er det ikke fra den Høiestes munn både de onde og de gode ting utgår?

Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

Hvorfor klager et menneske som lever? Enhver klage over sin egen synd!

Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

La oss ransake våre veier og granske dem, og la oss vende om til Herren!

løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

La oss løfte vårt hjerte og våre hender til Gud i himmelen!

vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

Vi har syndet og vært gjenstridige; du har ikke tilgitt.

men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

Du innhyllet dig i vrede og forfulgte oss; du slo ihjel, du sparte ikke.

hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Du innhyllet dig i skyer, så ingen bønn trengte igjennem.

til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

Til skarn og utskudd gjorde du oss midt iblandt folkene.

De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

De spilte op sin munn mot oss alle våre fiender.

Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Gru og grav er blitt oss til del, ødeleggelse og undergang.

Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

Bekker av tårer rinner fra mitt øie fordi mitt folks datter er gått under.

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

Mitt øie rinner og har ikke ro, det får ingen hvile,

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

før Herrens øie ser ned fra himmelen.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Mitt øie volder min sjel smerte for alle min stads døtres skyld.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

Hårdt jaget de mig som en fugl de som var mine fiender uten årsak.

de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

De vilde gjøre ende på mitt liv, de vilde kaste mig i brønnen, og de kastet sten på mig.

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

Vannene strømmet over mitt hode; jeg sa: Jeg er fortapt.

Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

Jeg påkalte ditt navn, Herre, fra den dypeste brønn.

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Du hørte min røst; lukk ikke ditt øre for mitt rop, men la mig få lindring!

Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

Du var nær den dag jeg kalte på dig; du sa: Frykt ikke!

Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

Herre, du har ført min sjels sak, du har frelst mitt liv.

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

Herre, du har sett den urett jeg har lidt; døm i min sak!

Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Du har sett all deres hevn, alle deres onde råd mot mig.

du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

Du har hørt deres hån, Herre, alle deres onde råd mot mig,

mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

mine motstanderes tale og deres tanker mot mig den hele dag.

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Akt på dem når de sitter, og når de står op! De synger spottesanger om mig.

Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

Du vil gjøre gjengjeld mot dem, Herre, efter deres henders gjerning.

gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

Du vil legge et dekke over deres hjerte, din forbannelse vil bli dem til del.

forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Du vil forfølge dem i vrede og ødelegge dem, så de ikke mere finnes under Herrens himmel.