Lamentations 3

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Ja sam čovjek što upozna bijedu pod šibom gnjeva njegova.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Mene je odveo i natjerao da hodam u tmini i bez svjetlosti.

ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

I upravo mene bije i udara bez prestanka njegova ruka.

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Iscijedio je moje meso, kožu moju, polomio kosti moje.

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Načinio mi jaram, glavu obrubio tegobama.

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Pustio me da živim u tminama kao mrtvaci vječiti.

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Zazidao me, i ja ne mogu izaći, otežao je moje okove.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Kada sam vikao i zapomagao, molitvu je moju odbijao.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

Zazidao mi ceste tesanim kamenom, zakrčio je putove moje.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

Meni on bijaše medvjed koji vreba, lav u zasjedi.

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

U bespuća me vodio, razdirao, ostavljao me da umirem.

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Napinjao je luk svoj i gađao me kao metu za svoje strelice.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

U slabine mi sasuo strelice, sinove svoga tobolca.

hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Postao sam smiješan svome narodu, rugalica svakidašnja.

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Gorčinom me hranio, pelinom me napajao.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

Puštao me da zube kršim kamen grizući, zakapao me u pepeo.

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Duši je mojoj oduzet mir i više ne znam što je sreća!

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

Rekoh: Dotrajao je život moj i nada koja mi od Jahve dolazi.

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

Spomeni se bijede moje i stradanja, pelina i otrova!

min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

Bez prestanka na to misli i sahne duša u meni.

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

To nosim u srcu i gojim nadu u sebi.

HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

Dobrota Jahvina nije nestala, milosrđe njegovo nije presušilo.

hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Oni se obnavljaju svako jutro: tvoja je vjernost velika!

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

"Jahve je dio moj", veli mi duša, "i zato se u nj pouzdajem."

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

Dobar je Jahve onom koji se u nj pouzdaje, duši koja ga traži.

det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

Dobro je u miru čekati spasenje Jahvino!

godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

Dobro je čovjeku da nosi jaram za svoje mladosti.

Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

Neka sjedi u samoći i šuti, jer mu On to nametnu;

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

neka usne priljubi uz prašinu, možda još ima nade!

Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

Neka pruži obraz onome koji ga bije, neka se zasiti porugom.

Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

Jer Gospod ne odbacuje nikoga zauvijek:

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

jer ako i rastuži, on se smiluje po svojoj velikoj ljubavi.

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

Jer samo nerado on ponižava i rascvili sinove čovjeka.

Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

Kad se gaze nogama svi zemaljski sužnjevi,

når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

kad se izvrće pravica čovjeku pred licem Svevišnjeg,

når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

kad se krivica nanosi čovjeku u parnici, zar Gospod ne vidi?

Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

Tko je rekao nešto i zbilo se? Nije li Gospod to zapovjedio?

Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

Ne dolazi li iz usta Svevišnjega i dobro i zlo?

Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

Na što se tuže živi ljudi? Svatko na svoj grijeh.

Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

Ispitajmo, pretražimo pute svoje i vratimo se Jahvi.

løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

Dignimo svoje srce i ruke svoje k Bogu koji je na nebesima.

vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

Da, mi smo se odmetali, bili nepokorni, a ti, ti nisi praštao!

men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

Obastrt gnjevom svojim, gonio si nas, ubijao i nisi štedio.

hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Oblakom si se obastro da molitva ne prodre do tebe.

til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

Načinio si od nas smeće i odmet među narodima.

De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

Razjapili usta na nas svi neprijatelji naši.

Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Užas i jama bila nam sudbina, propast i zator!

Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

Potoci suza teku iz očiju mojih zbog propasti Kćeri naroda mojega.

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

Moje oči liju suze bez prestanka, jer prestanka nema

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

dok ne pogleda i ne vidi Jahve s nebesa.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Moje mi oko bol zadaje zbog kćeri svih mojega grada.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

Uporno me k'o pticu progone svi što me mrze, a bez razloga.

de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

U jamu baciše moj život i zatrpaše je kamenjem.

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

Voda mi dođe preko glave, rekoh sam sebi: "Pogiboh!"

Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

I tada zazvah ime tvoje, Jahve, iz najdublje jame.

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Ti oču moj glas: "Ne začepljuj uši svoje na vapaje moje."

Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

Bliz meni bijaše u dan vapaja mog, govoraše: "Ne boj se!"

Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

Ti si, Gospode, izborio pravdu za dušu moju, ti si život moj izbavio.

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

Ti, Jahve, vidje kako me tlače, dosudi mi pravdu.

Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Ti vidje svu osvetu njinu, sve podvale protiv mene.

du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

Čuo si, Jahve, podrugivanje njihovo, sve podvale protiv mene.

mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

Usne protivnika mojih i misli njine protiv mene su cio dan.

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Kad sjede, kad ustaju, pogledaj samo: ja sam im pjesma-rugalica.

Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

Vrati im, Jahve, milo za drago, po djelu ruku njihovih.

gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

Učini da srca im otvrdnu, udari ih prokletstvom svojim.

forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Goni ih gnjevno i sve ih istrijebi pod nebesima svojim, Jahve!