Lamentations 3

أَنَا هُوَ الرَّجُلُ الَّذِي رأَى مَذَلَّةً بِقَضِيبِ سَخَطِهِ.

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

قَادَنِي وَسَيَّرَنِي فِي الظَّلاَمِ وَلاَ نُورَ.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

حَقًّا إِنَّهُ يَعُودُ وَيَرُدُّ عَلَيَّ يَدَهُ الْيَوْمَ كُلَّهُ.

ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

أَبْلَى لَحْمِي وَجِلْدِي. كَسَّرَ عِظَامِي.

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

بَنَى عَلَيَّ وَأَحَاطَنِي بِعَلْقَمٍ وَمَشَقَّةٍ.

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

أَسْكَنَنِي فِي ظُلُمَاتٍ كَمَوْتَى الْقِدَمِ.

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

سَيَّجَ عَلَيَّ فَلاَ أَسْتَطِيعُ الْخُرُوجَ. ثَقَّلَ سِلْسِلَتِي.

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

أَيْضًا حِينَ أَصْرُخُ وَأَسْتَغِيثُ يَصُدُّ صَلاَتِي.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

سَيَّجَ طُرُقِي بِحِجَارَةٍ مَنْحُوتَةٍ. قَلَبَ سُبُلِي.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

هُوَ لِي دُبٌّ كَامِنٌ، أَسَدٌ فِي مَخَابِىءَ.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

مَيَّلَ طُرُقِي وَمَزَّقَنِي. جَعَلَنِي خَرَابًا.

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

مَدَّ قَوْسَهُ وَنَصَبَنِي كَغَرَضٍ لِلسَّهْمِ.

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

أَدْخَلَ فِي كُلْيَتَيَّ نِبَالَ جُعْبَتِهِ.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

صِرْتُ ضُحْكَةً لِكُلِّ شَعْبِي، وَأُغْنِيَةً لَهُمُ الْيَوْمَ كُلَّهُ.

hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

أَشْبَعَنِي مَرَائِرَ وَأَرْوَانِي أَفْسَنْتِينًا،

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

وَجَرَشَ بِالْحَصَى أَسْنَانِي. كَبَسَنِي بِالرَّمَادِ.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

وَقَدْ أَبْعَدْتَ عَنِ السَّلاَمِ نَفْسِي. نَسِيتُ الْخَيْرَ.

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

وَقُلْتُ: «بَادَتْ ثِقَتِي وَرَجَائِي مِنَ الرَّبِّ».

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

ذِكْرُ مَذَلَّتِي وَتَيَهَانِي أَفْسَنْتِينٌ وَعَلْقَمٌ.

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

ذِكْرًا تَذْكُرُ نَفْسِي وَتَنْحَنِي فِيَّ.

min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

أُرَدِّدُ هذَا فِي قَلْبِي، مِنْ أَجْلِ ذلِكَ أَرْجُو:

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

إِنَّهُ مِنْ إِحْسَانَاتِ الرَّبِّ أَنَّنَا لَمْ نَفْنَ، لأَنَّ مَرَاحِمَهُ لاَ تَزُولُ.

HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

هِيَ جَدِيدَةٌ فِي كُلِّ صَبَاحٍ. كَثِيرَةٌ أَمَانَتُكَ.

hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

نَصِيبِي هُوَ الرَّبُّ، قَالَتْ نَفْسِي، مِنْ أَجْلِ ذلِكَ أَرْجُوهُ.

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

طَيِّبٌ هُوَ الرَّبُّ لِلَّذِينَ يَتَرَجَّوْنَهُ، لِلنَّفْسِ الَّتِي تَطْلُبُهُ.

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

جَيِّدٌ أَنْ يَنْتَظِرَ الإِنْسَانُ وَيَتَوَقَّعَ بِسُكُوتٍ خَلاَصَ الرَّبِّ.

det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

جَيِّدٌ لِلرَّجُلِ أَنْ يَحْمِلَ النِّيرَ فِي صِبَاهُ.

godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

يَجْلِسُ وَحْدَهُ وَيَسْكُتُ، لأَنَّهُ قَدْ وَضَعَهُ عَلَيْهِ.

Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

يَجْعَلُ فِي التُّرَابِ فَمَهُ لَعَلَّهُ يُوجَدُ رَجَاءٌ.

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

يُعْطِي خَدَّهُ لِضَارِبِهِ. يَشْبَعُ عَارًا.

Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

لأَنَّ السَّيِّدَ لاَ يَرْفُضُ إِلَى الأَبَدِ.

Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

فَإِنَّهُ وَلَوْ أَحْزَنَ يَرْحَمُ حَسَبَ كَثْرَةِ مَرَاحِمِهِ.

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

لأَنَّهُ لاَ يُذِلُّ مِنْ قَلْبِهِ، وَلاَ يُحْزِنُ بَنِي الإِنْسَانِ.

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

أَنْ يَدُوسَ أَحَدٌ تَحْتَ رِجْلَيْهِ كُلَّ أَسْرَى الأَرْضِ،

Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

أَنْ يُحَرِّفَ حَقَّ الرَّجُلِ أَمَامَ وَجْهِ الْعَلِيِّ،

når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

أَنْ يَقْلِبَ الإِنْسَانَ فِي دَعْوَاهُ. السَّيِّدُ لاَ يَرَى!

når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

مَنْ ذَا الَّذِي يَقُولُ فَيَكُونَ وَالرَّبُّ لَمْ يَأْمُرْ؟

Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

مِنْ فَمِ الْعَلِيِّ أَلاَ تَخْرُجُ الشُّرُورُ وَالْخَيْرُ؟

Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

لِمَاذَا يَشْتَكِي الإِنْسَانُ الْحَيُّ، الرَّجُلُ مِنْ قِصَاصِ خَطَايَاهُ؟

Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

لِنَفْحَصْ طُرُقَنَا وَنَمْتَحِنْهَا وَنَرْجعْ إِلَى الرَّبِّ.

Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

لِنَرْفَعْ قُلُوبَنَا وَأَيْدِيَنَا إِلَى اللهِ فِي السَّمَاوَاتِ:

løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

«نَحْنُ أَذْنَبْنَا وَعَصَيْنَا. أَنْتَ لَمْ تَغْفِرْ.

vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

الْتَحَفْتَ بِالْغَضَبِ وَطَرَدْتَنَا. قَتَلْتَ وَلَمْ تَشْفِقْ.

men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

الْتَحَفْتَ بِالسَّحَابِ حَتَّى لاَ تَنْفُذَ الصَّلاَةُ.

hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

جَعَلْتَنَا وَسَخًا وَكَرْهًا فِي وَسَطِ الشُّعُوبِ.

til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

فَتَحَ كُلُّ أَعْدَائِنَا أَفْوَاهَهُمْ عَلَيْنَا.

De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

صَارَ عَلَيْنَا خَوْفٌ وَرُعْبٌ، هَلاَكٌ وَسَحْقٌ».

Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

سَكَبَتْ عَيْنَايَ يَنَابِيعَ مَاءٍ عَلَى سَحْقِ بِنْتِ شَعْبِي.

Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

عَيْنِي تَسْكُبُ وَلاَ تَكُفُّ بِلاَ انْقِطَاعٍ

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

حَتَّى يُشْرِفَ وَيَنْظُرَ الرَّبُّ مِنَ السَّمَاءِ.

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

عَيْنِي تُؤَثِّرُ فِي نَفْسِي لأَجْلِ كُلِّ بَنَاتِ مَدِينَتِي.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

قَدِ اصْطَادَتْنِي أَعْدَائِي كَعُصْفُورٍ بِلاَ سَبَبٍ.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

قَرَضُوا فِي الْجُبِّ حَيَاتِي وَأَلْقَوْا عَلَيَّ حِجَارَةً.

de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

طَفَتِ الْمِيَاهُ فَوْقَ رَأْسِي. قُلْتُ: «قَدْ قُرِضْتُ!».

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

دَعَوْتُ بِاسْمِكَ يَا رَبُّ مِنَ الْجُبِّ الأَسْفَلِ.

Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

لِصَوْتِي سَمِعْتَ: «لاَ تَسْتُرْ أُذُنَكَ عَنْ زَفْرَتِي، عَنْ صِيَاحِي».

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

دَنَوْتَ يَوْمَ دَعَوْتُكَ. قُلْتَ: «لاَ تَخَفْ!».

Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

خَاصَمْتَ يَا سَيِّدُ خُصُومَاتِ نَفْسِي. فَكَكْتَ حَيَاتِي.

Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

رَأَيْتَ يَا رَبُّ ظُلْمِي. أَقِمْ دَعْوَايَ.

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

رَأَيْتَ كُلَّ نَقْمَتِهِمْ، كُلَّ أَفْكَارِهِمْ عَلَيَّ.

Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

سَمِعْتَ تَعْيِيرَهُمْ يَا رَبُّ، كُلَّ أَفْكَارِهِمْ عَلَيَّ.

du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

كَلاَمُ مُقَاوِمِيَّ وَمُؤَامَرَتُهُمْ عَلَيَّ الْيَوْمَ كُلَّهُ.

mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

اُنْظُرْ إِلَى جُلُوسِهِمْ وَوُقُوفِهِمْ، أَنَا أُغْنِيَتُهُمْ!

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

رُدَّ لَهُمْ جَزَاءً يَا رَبُّ حَسَبَ عَمَلِ أَيَادِيهِمْ.

Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

أَعْطِهِمْ غِشَاوَةَ قَلْبٍ، لَعْنَتَكَ لَهُمْ.

gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

اِتْبَعْ بِالْغَضَبِ وَأَهْلِكْهُمْ مِنْ تَحْتِ سَمَاوَاتِ الرَّبِّ.

forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.