Psalms 78

En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

Poučna pjesma. Asafova. Poslušaj, narode moj, moju nauku, prikloni uho riječima usta mojih!

Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

Otvorit ću svoja usta na pouku, iznijet ću tajne iz vremena davnih.

Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

Ono što čusmo i saznasmo, što nam kazivahu oci,

det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

nećemo kriti djeci njihovoj, predat ćemo budućem koljenu: slavu Jahvinu i silu njegovu i djela čudesna što ih učini.

Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

Svjedočanstvo podiže on u Jakovu, Zakon postavi u Izraelu, da ono što naredi ocima našim oni djeci svojoj objave,

forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

da sazna budući naraštaj, i sinovi koji će se roditi da djeci svojoj kazuju

og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

da u Boga ufanje svoje stave i ne zaborave djela Božjih, već da vrše zapovijedi njegove,

og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

kako ne bi bili, kao oci njihovi, naraštaj buntovan, prkosan - naraštaj srcem nestalan i duhom Bogu nevjeran.

Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

Sinovi Efrajimovi, ratnici s lukom, u dan bitke okrenuše leđa.

De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Saveza s Bogom ne održaše i ne htjedoše hoditi po Zakonu njegovu.

og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

Zaboraviše na djela njegova, na čudesa koja im pokaza.

For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

Pred njihovim ocima činio je znakove u Egiptu, u Soanskom polju.

Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

On more razdijeli i njih prevede, vode kao nasip uzdiže.

Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

Danju ih vodio oblakom, a svu noć ognjem blistavim.

Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

U pustinji hrid prolomi i napoji ih obilno kao iz bezdana.

Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

Iz stijene izbi potoke te izvede vode k'o velike rijeke.

Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

A oni jednako griješiše, prkosiše Višnjem u pustinji.

Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

Boga su kušali u srcima svojim ištuć' jela svojoj pohlepnosti.

Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

Prigovarali su Bogu i pitali: "Može li Gospod stol u pustinji prostrti?

Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Eno, udari u hrid, i voda poteče i provreše potoci: a može li dati i kruha, i mesa pružiti svome narodu?"

Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

Kad to začu Jahve, gnjevom usplamtje: oganj se raspali protiv Jakova, srdžba se razjari protiv Izraela,

fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

jer ne vjerovaše Bogu niti se u njegovu pomoć uzdaše.

Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

Pa ozgo naredi oblaku i otvori brane nebeske,

Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

k'o kišu prosu na njih mÓanu da jedu i nahrani ih kruhom nebeskim.

Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Čovjek blagovaše kruh Jakih; on im dade hrane do sitosti.

Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Probudi na nebu vjetar istočni i svojom silom južnjak dovede.

Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

Prosu na njih mesa k'o prašine i ptice krilatice k'o pijeska morskoga.

og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

Padoše usred njihova tabora i oko šatora njihovih.

Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

Jeli su i nasitili se, želju njihovu on im ispuni.

De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

Još nisu svoju utažili pohlepu i jelo im još bješe u ustima,

da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

kad se srdžba Božja na njih raspali: pokosi smrću prvake njihove i mladiće pobi Izraelove.

Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

Uza sve to griješiše dalje i ne vjerovaše u čudesna djela njegova.

Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

I skonča im dane jednim dahom i njihova ljeta naglim svršetkom.

Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

Kad ih ubijaše, tražiše ga i opet pitahu za Boga;

og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

spominjahu se da je Bog hridina njihova i Svevišnji njihov otkupitelj.

Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

Ali ga opet ustima svojim varahu i jezikom svojim lagahu njemu.

Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

Njihovo srce s njime ne bijaše, nit' bijahu vjerni Savezu njegovu.

Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

A on im milosrdno grijeh praštao i nije ih posmicao; često je gnjev svoj susprezao da ne plane svom jarošću.

Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

Spominjao se da su pÓut i dah koji odlazi i ne vraća se više.

Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Koliko mu prkosiše u pustinji i žalostiše ga u samotnom kraju!

Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

Sve nanovo iskušavahu Boga i vrijeđahu Sveca Izraelova

De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

ne spominjuć' se ruke njegove ni dana kad ih od dušmana izbavi,

han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

ni znakova njegovih u Egiptu, ni čudesnih djela u polju Soanskom.

Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

U krv im pretvori rijeke i potoke, da ne piju.

Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

Posla na njih obade da ih žderu i žabe da ih more.

Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

I predade skakavcu žetvu njihovu, i plod muke njihove žderaču.

Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

Vinograde im tučom udari, a mrazom smokvike njihove.

Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

I predade grÓadu njihova goveda i munjama stada njihova.

Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

Obori na njih svu žestinu gnjeva svog, jarost, bijes i nevolju: posla na njih anđele nesreće.

Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

I put gnjevu svojem otvori: ne poštedje im život od smrti, životinje im izruči pošasti.

Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

Pobi u Egiptu sve prvorođeno, prvence u šatorju Hamovu.

Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

I povede narod svoj kao ovce i vođaše ih kao stado kroz pustinju.

Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

Pouzdano ih je vodio te se nisu bojali, a more je prekrilo dušmane njihove.

Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

U Svetu zemlju svoju on ih odvede, na bregove što mu ih osvoji desnica.

Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

Pred njima istjera pogane, konopom im podijeli baštinu, pod šatorjem njihovim naseli plemena izraelska.

Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

A oni iskušavali i gnjevili Boga Višnjega i nisu držali zapovijedi njegovih.

De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

Otpadoše, iznevjeriše se k'o oci njihovi, k'o luk nepouzdan oni zatajiše.

Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

Na gnjev ga nagnaše svojim uzvišicama, na ljubomor navedoše kumirima svojim.

Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

Bog vidje i gnjevom planu, odbaci posve Izraela.

Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

I napusti boravište svoje u Šilu, Šator u kojem prebivaše s ljudima.

Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

Preda u ropstvo snagu svoju i svoju diku u ruke dušmanske.

Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

Narod svoj prepusti maču, raspali se na svoju baštinu.

Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Mladiće njihove oganj proguta, ne udaše se djevice njihove.

Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

Svećenici njihovi padoše od mača, ne zaplakaše Óudove njihove.

Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Tad se k'o oda sna trgnu Gospodin, k'o ratnik vinom savladan.

Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

Udari otraga dušmane svoje, sramotu im vječitu zadade.

Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

On odbaci šator Josipov i Efrajimovo pleme ne odabra,

men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

već odabra pleme Judino i goru Sion koja mu omilje.

Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

Sagradi Svetište k'o nebo visoko, k'o zemlju utemelji ga dovijeka.

Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

Izabra Davida, slugu svojega, uze ga od torova ovčjih;

fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

odvede ga od ovaca dojilica da pase Jakova, narod njegov, Izraela, baštinu njegovu.

Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

I pasao ih je srcem čestitim i brižljivim rukama vodio.