Psalms 77

Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme.

Zborovođi. Po Jedutunu. Asafov. Psalam.

Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

Glasom svojim Bogu vapijem, glas mi se Bogu diže i on me čuje.

På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

U dan nevolje tražim Gospodina, noću mi se ruka neumorno pruža k njemu, ne može se utješit' duša moja.

Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. Sela.

Spominjem se Boga i uzdišem; kad razmišljam, daha mi nestane.

Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

Vjeđe moje držiš, potresen sam, ne mogu govoriti.

Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

Mislim na drevne dane i sjećam se davnih godina;

Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

razmišljam noću u srcu, mislim, i duh moj ispituje:

Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

"Hoće li Gospodin odbaciti zauvijek i hoće li ikad još biti milostiv?

Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

Je li njegova dobrota minula zauvijek, njegovo obećanje propalo za sva pokoljenja?

Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? Sela.

Zar Bog je zaboravio da se smiluje, ili je gnjevan zatvorio smilovanje svoje?"

Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

I govorim: "Ovo je bol moja: promijenila se desnica Višnjega."

Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

Spominjem se djela Jahvinih, sjećam se tvojih pradavnih čudesa.

Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

Promatram sva djela tvoja, razmatram ono što si učinio.

Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

Svet je tvoj put, o Bože: koji je bog tako velik kao Bog naš?

Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

Ti si Bog koji čudesa stvaraš, na pucima si pokazao silu svoju.

Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. Sela.

Mišicom si izbavio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josipove.

Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

Vode te ugledaše, Bože, ugledaše te vode i ustuknuše, bezdani se uzburkaše.

Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

Oblaci prosuše vode, oblaci zatutnjiše gromom i tvoje strijele poletješe.

Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

Grmljavina tvoja u vihoru zaori, munje rasvijetliše krug zemaljski, zemlja se zatrese i zadrhta.

Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent. Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.

Kroz more put se otvori tebi i tvoja staza kroz vode goleme, a tragova tvojih nitko ne vidje. [ (Psalms 77:21) Ti si svoj narod vodio kao stado rukama Mojsija i Arona. ]