Psalms 78

(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

Poučna pjesma. Asafova. Poslušaj, narode moj, moju nauku, prikloni uho riječima usta mojih!

jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

Otvorit ću svoja usta na pouku, iznijet ću tajne iz vremena davnih.

hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

Ono što čusmo i saznasmo, što nam kazivahu oci,

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

nećemo kriti djeci njihovoj, predat ćemo budućem koljenu: slavu Jahvinu i silu njegovu i djela čudesna što ih učini.

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

Svjedočanstvo podiže on u Jakovu, Zakon postavi u Izraelu, da ono što naredi ocima našim oni djeci svojoj objave,

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

da sazna budući naraštaj, i sinovi koji će se roditi da djeci svojoj kazuju

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

da u Boga ufanje svoje stave i ne zaborave djela Božjih, već da vrše zapovijedi njegove,

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

kako ne bi bili, kao oci njihovi, naraštaj buntovan, prkosan - naraštaj srcem nestalan i duhom Bogu nevjeran.

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

Sinovi Efrajimovi, ratnici s lukom, u dan bitke okrenuše leđa.

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

Saveza s Bogom ne održaše i ne htjedoše hoditi po Zakonu njegovu.

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Zaboraviše na djela njegova, na čudesa koja im pokaza.

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

Pred njihovim ocima činio je znakove u Egiptu, u Soanskom polju.

han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

On more razdijeli i njih prevede, vode kao nasip uzdiže.

han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

Danju ih vodio oblakom, a svu noć ognjem blistavim.

han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

U pustinji hrid prolomi i napoji ih obilno kao iz bezdana.

han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Iz stijene izbi potoke te izvede vode k'o velike rijeke.

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

A oni jednako griješiše, prkosiše Višnjem u pustinji.

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

Boga su kušali u srcima svojim ištuć' jela svojoj pohlepnosti.

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Prigovarali su Bogu i pitali: "Može li Gospod stol u pustinji prostrti?

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

Eno, udari u hrid, i voda poteče i provreše potoci: a može li dati i kruha, i mesa pružiti svome narodu?"

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

Kad to začu Jahve, gnjevom usplamtje: oganj se raspali protiv Jakova, srdžba se razjari protiv Izraela,

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

jer ne vjerovaše Bogu niti se u njegovu pomoć uzdaše.

Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

Pa ozgo naredi oblaku i otvori brane nebeske,

og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

k'o kišu prosu na njih mÓanu da jedu i nahrani ih kruhom nebeskim.

Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Čovjek blagovaše kruh Jakih; on im dade hrane do sitosti.

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Probudi na nebu vjetar istočni i svojom silom južnjak dovede.

Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

Prosu na njih mesa k'o prašine i ptice krilatice k'o pijeska morskoga.

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Padoše usred njihova tabora i oko šatora njihovih.

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

Jeli su i nasitili se, želju njihovu on im ispuni.

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

Još nisu svoju utažili pohlepu i jelo im još bješe u ustima,

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

kad se srdžba Božja na njih raspali: pokosi smrću prvake njihove i mladiće pobi Izraelove.

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

Uza sve to griješiše dalje i ne vjerovaše u čudesna djela njegova.

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

I skonča im dane jednim dahom i njihova ljeta naglim svršetkom.

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

Kad ih ubijaše, tražiše ga i opet pitahu za Boga;

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

spominjahu se da je Bog hridina njihova i Svevišnji njihov otkupitelj.

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

Ali ga opet ustima svojim varahu i jezikom svojim lagahu njemu.

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

Njihovo srce s njime ne bijaše, nit' bijahu vjerni Savezu njegovu.

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

A on im milosrdno grijeh praštao i nije ih posmicao; često je gnjev svoj susprezao da ne plane svom jarošću.

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Spominjao se da su pÓut i dah koji odlazi i ne vraća se više.

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Koliko mu prkosiše u pustinji i žalostiše ga u samotnom kraju!

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

Sve nanovo iskušavahu Boga i vrijeđahu Sveca Izraelova

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

ne spominjuć' se ruke njegove ni dana kad ih od dušmana izbavi,

da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

ni znakova njegovih u Egiptu, ni čudesnih djela u polju Soanskom.

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

U krv im pretvori rijeke i potoke, da ne piju.

sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

Posla na njih obade da ih žderu i žabe da ih more.

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

I predade skakavcu žetvu njihovu, i plod muke njihove žderaču.

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

Vinograde im tučom udari, a mrazom smokvike njihove.

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

I predade grÓadu njihova goveda i munjama stada njihova.

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

Obori na njih svu žestinu gnjeva svog, jarost, bijes i nevolju: posla na njih anđele nesreće.

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

I put gnjevu svojem otvori: ne poštedje im život od smrti, životinje im izruči pošasti.

alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

Pobi u Egiptu sve prvorođeno, prvence u šatorju Hamovu.

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

I povede narod svoj kao ovce i vođaše ih kao stado kroz pustinju.

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

Pouzdano ih je vodio te se nisu bojali, a more je prekrilo dušmane njihove.

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

U Svetu zemlju svoju on ih odvede, na bregove što mu ih osvoji desnica.

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Pred njima istjera pogane, konopom im podijeli baštinu, pod šatorjem njihovim naseli plemena izraelska.

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

A oni iskušavali i gnjevili Boga Višnjega i nisu držali zapovijedi njegovih.

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Otpadoše, iznevjeriše se k'o oci njihovi, k'o luk nepouzdan oni zatajiše.

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

Na gnjev ga nagnaše svojim uzvišicama, na ljubomor navedoše kumirima svojim.

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

Bog vidje i gnjevom planu, odbaci posve Izraela.

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

I napusti boravište svoje u Šilu, Šator u kojem prebivaše s ljudima.

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

Preda u ropstvo snagu svoju i svoju diku u ruke dušmanske.

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Narod svoj prepusti maču, raspali se na svoju baštinu.

Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

Mladiće njihove oganj proguta, ne udaše se djevice njihove.

dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Svećenici njihovi padoše od mača, ne zaplakaše Óudove njihove.

Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Tad se k'o oda sna trgnu Gospodin, k'o ratnik vinom savladan.

han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

Udari otraga dušmane svoje, sramotu im vječitu zadade.

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

On odbaci šator Josipov i Efrajimovo pleme ne odabra,

han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

već odabra pleme Judino i goru Sion koja mu omilje.

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

Sagradi Svetište k'o nebo visoko, k'o zemlju utemelji ga dovijeka.

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

Izabra Davida, slugu svojega, uze ga od torova ovčjih;

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

odvede ga od ovaca dojilica da pase Jakova, narod njegov, Izraela, baštinu njegovu.

han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.

I pasao ih je srcem čestitim i brižljivim rukama vodio.