Psalms 77

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

Zborovođi. Po Jedutunu. Asafov. Psalam.

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

Glasom svojim Bogu vapijem, glas mi se Bogu diže i on me čuje.

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

U dan nevolje tražim Gospodina, noću mi se ruka neumorno pruža k njemu, ne može se utješit' duša moja.

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Spominjem se Boga i uzdišem; kad razmišljam, daha mi nestane.

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

Vjeđe moje držiš, potresen sam, ne mogu govoriti.

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

Mislim na drevne dane i sjećam se davnih godina;

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

razmišljam noću u srcu, mislim, i duh moj ispituje:

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

"Hoće li Gospodin odbaciti zauvijek i hoće li ikad još biti milostiv?

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

Je li njegova dobrota minula zauvijek, njegovo obećanje propalo za sva pokoljenja?

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

Zar Bog je zaboravio da se smiluje, ili je gnjevan zatvorio smilovanje svoje?"

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

I govorim: "Ovo je bol moja: promijenila se desnica Višnjega."

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

Spominjem se djela Jahvinih, sjećam se tvojih pradavnih čudesa.

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Promatram sva djela tvoja, razmatram ono što si učinio.

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

Svet je tvoj put, o Bože: koji je bog tako velik kao Bog naš?

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

Ti si Bog koji čudesa stvaraš, na pucima si pokazao silu svoju.

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Mišicom si izbavio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josipove.

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

Vode te ugledaše, Bože, ugledaše te vode i ustuknuše, bezdani se uzburkaše.

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Oblaci prosuše vode, oblaci zatutnjiše gromom i tvoje strijele poletješe.

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Grmljavina tvoja u vihoru zaori, munje rasvijetliše krug zemaljski, zemlja se zatrese i zadrhta.

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Kroz more put se otvori tebi i tvoja staza kroz vode goleme, a tragova tvojih nitko ne vidje. [ (Psalms 77:21) Ti si svoj narod vodio kao stado rukama Mojsija i Arona. ]