Psalms 78

(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.