Job 39

numquid nosti tempus partus hibicum in petris vel parturientes cervas observasti

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

dinumerasti menses conceptus earum et scisti tempus partus earum

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

incurvantur ad fetum et pariunt et rugitus emittunt

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

separantur filii earum pergunt ad pastum egrediuntur et non revertuntur ad eas

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

quis dimisit onagrum liberum et vincula eius quis solvit

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

cui dedi in solitudine domum et tabernacula eius in terra salsuginis

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

contemnit multitudinem civitatis clamorem exactoris non audit

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

circumspicit montes pascuae suae et virentia quaeque perquirit

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

numquid volet rinoceros servire tibi aut morabitur ad praesepe tuum

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

numquid alligabis rinocerota ad arandum loro tuo aut confringet glebas vallium post te

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

numquid fiduciam habebis in magna fortitudine eius et derelinques ei labores tuos

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

numquid credes ei quoniam reddat sementem tibi et aream tuam congreget

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

pinna strutionum similis est pinnis herodii et accipitris

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

quando derelinquit in terra ova sua tu forsitan in pulvere calefacis ea

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

obliviscitur quod pes conculcet ea aut bestiae agri conterant

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

duratur ad filios suos quasi non sint sui frustra laboravit nullo timore cogente

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

privavit enim eam Deus sapientia nec dedit illi intellegentiam

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

cum tempus fuerit in altum alas erigit deridet equitem et ascensorem eius

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

numquid praebebis equo fortitudinem aut circumdabis collo eius hinnitum

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

numquid suscitabis eum quasi lucustas gloria narium eius terror

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

terram ungula fodit exultat audacter in occursum pergit armatis

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

contemnit pavorem nec cedit gladio

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

super ipsum sonabit faretra vibrabit hasta et clypeus

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

fervens et fremens sorbet terram nec reputat tubae sonare clangorem

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

ubi audierit bucinam dicet va procul odoratur bellum exhortationem ducum et ululatum exercitus

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

numquid per sapientiam tuam plumescit accipiter expandens alas suas ad austrum

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

aut ad praeceptum tuum elevabitur aquila et in arduis ponet nidum suum

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

in petris manet et in praeruptis silicibus commoratur atque inaccessis rupibus

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

inde contemplatur escam et de longe oculi eius prospiciunt

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

pulli eius lambent sanguinem et ubicumque cadaver fuerit statim adest

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!