Job 39

¿CAZARÁS tú la presa para el león? ¿Y saciarás el hambre de los leoncillos,
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
Cuando están echados en las cuevas, Ó se están en sus guaridas para acechar?
tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
¿Quién preparó al cuervo su alimento, Cuando sus pollos claman á Dios, Bullendo de un lado á otro por carecer de comida?
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
¿Sabes tú el tiempo en que paren las cabras monteses? ¿Ó miraste tú las ciervas cuando están pariendo?
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
¿Contaste tú los meses de su preñez, Y sabes el tiempo cuando han de parir?
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Encórvanse, hacen salir sus hijos, Pasan sus dolores.
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Sus hijos están sanos, crecen con el pasto: Salen y no vuelven á ellas.
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
¿Quién echó libre al asno montés, y quién soltó sus ataduras?
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
Al cual yo puse casa en la soledad, Y sus moradas en lugares estériles.
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
Búrlase de la multitud de la ciudad: No oye las voces del arriero.
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Lo oculto de los montes es su pasto, Y anda buscando todo lo que está verde.
Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
¿Querrá el unicornio servirte á ti, Ni quedar á tu pesebre?
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
¿Atarás tú al unicornio con su coyunda para el surco? ¿Labrará los valles en pos de ti?
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
¿Confiarás tú en él, por ser grande su fortaleza, Y le fiarás tu labor?
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
¿Fiarás de él que te tornará tu simiente, Y que la allegará en tu era?
tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
¿Diste tú hermosas alas al pavo real, Ó alas y plumas al avestruz?
Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
El cual desampara en la tierra sus huevos, Y sobre el polvo los calienta,
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
Y olvídase de que los pisará el pie, Y que los quebrará bestia del campo.
Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Endurécese para con sus hijos, como si no fuesen suyos, No temiendo que su trabajo haya sido en vano:
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Porque le privó Dios de sabiduría, Y no le dió inteligencia.
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Luego que se levanta en alto, Búrlase del caballo y de su jinete.
Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
¿Diste tú al caballo la fortaleza? ¿Vestiste tú su cerviz de relincho?
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
¿Le intimidarás tú como á alguna langosta? El resoplido de su nariz es formidable:
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
Escarba la tierra, alégrase en su fuerza, Sale al encuentro de las armas:
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
Hace burla del espanto, y no teme, Ni vuelve el rostro delante de la espada.
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
Contra él suena la aljaba, El hierro de la lanza y de la pica:
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Y él con ímpetu y furor escarba la tierra, Sin importarle el sonido de la bocina;
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Antes como que dice entre los clarines: ¡Ea! Y desde lejos huele la batalla, el grito de los capitanes, y la vocería.
Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
¿Vuela el gavilán por tu industria, Y extiende hacia el mediodía sus alas?
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
¿Se remonta el águila por tu mandamiento, Y pone en alto su nido? Ella habita y está en la piedra, En la cumbre del peñasco y de la roca. Desde allí acecha la comida: Sus ojos observan de muy lejos. Sus pollos chupan la sangre: Y donde hubiere cadáveres, allí está. Á más de eso respondió JEHOVÁ á Job y dijo: ¿Es sabiduría contender con el Omnipotente? El que disputa con Dios, responda á esto. Y respondió Job á JEHOVÁ, y dijo: He aquí que yo soy vil, ¿qué te responderé? Mi mano pongo sobre mi boca. Una vez hablé, y no responderé: Aun dos veces, mas no tornaré á hablar.
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!