Job 39

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
¿CAZARÁS tú la presa para el león? ¿Y saciarás el hambre de los leoncillos,
tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
Cuando están echados en las cuevas, Ó se están en sus guaridas para acechar?
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
¿Quién preparó al cuervo su alimento, Cuando sus pollos claman á Dios, Bullendo de un lado á otro por carecer de comida?
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
¿Sabes tú el tiempo en que paren las cabras monteses? ¿Ó miraste tú las ciervas cuando están pariendo?
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
¿Contaste tú los meses de su preñez, Y sabes el tiempo cuando han de parir?
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
Encórvanse, hacen salir sus hijos, Pasan sus dolores.
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
Sus hijos están sanos, crecen con el pasto: Salen y no vuelven á ellas.
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
¿Quién echó libre al asno montés, y quién soltó sus ataduras?
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
Al cual yo puse casa en la soledad, Y sus moradas en lugares estériles.
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Búrlase de la multitud de la ciudad: No oye las voces del arriero.
Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Lo oculto de los montes es su pasto, Y anda buscando todo lo que está verde.
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
¿Querrá el unicornio servirte á ti, Ni quedar á tu pesebre?
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
¿Atarás tú al unicornio con su coyunda para el surco? ¿Labrará los valles en pos de ti?
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
¿Confiarás tú en él, por ser grande su fortaleza, Y le fiarás tu labor?
tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
¿Fiarás de él que te tornará tu simiente, Y que la allegará en tu era?
Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
¿Diste tú hermosas alas al pavo real, Ó alas y plumas al avestruz?
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
El cual desampara en la tierra sus huevos, Y sobre el polvo los calienta,
Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Y olvídase de que los pisará el pie, Y que los quebrará bestia del campo.
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Endurécese para con sus hijos, como si no fuesen suyos, No temiendo que su trabajo haya sido en vano:
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
Porque le privó Dios de sabiduría, Y no le dió inteligencia.
Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
Luego que se levanta en alto, Búrlase del caballo y de su jinete.
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
¿Diste tú al caballo la fortaleza? ¿Vestiste tú su cerviz de relincho?
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
¿Le intimidarás tú como á alguna langosta? El resoplido de su nariz es formidable:
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
Escarba la tierra, alégrase en su fuerza, Sale al encuentro de las armas:
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
Hace burla del espanto, y no teme, Ni vuelve el rostro delante de la espada.
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Contra él suena la aljaba, El hierro de la lanza y de la pica:
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
Y él con ímpetu y furor escarba la tierra, Sin importarle el sonido de la bocina;
Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
Antes como que dice entre los clarines: ¡Ea! Y desde lejos huele la batalla, el grito de los capitanes, y la vocería.
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
¿Vuela el gavilán por tu industria, Y extiende hacia el mediodía sus alas?
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
¿Se remonta el águila por tu mandamiento, Y pone en alto su nido? Ella habita y está en la piedra, En la cumbre del peñasco y de la roca. Desde allí acecha la comida: Sus ojos observan de muy lejos. Sus pollos chupan la sangre: Y donde hubiere cadáveres, allí está. Á más de eso respondió JEHOVÁ á Job y dijo: ¿Es sabiduría contender con el Omnipotente? El que disputa con Dios, responda á esto. Y respondió Job á JEHOVÁ, y dijo: He aquí que yo soy vil, ¿qué te responderé? Mi mano pongo sobre mi boca. Una vez hablé, y no responderé: Aun dos veces, mas no tornaré á hablar.