Job 39

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on."