Job 41

E taea ranei a Rewiatana te kukume mai e koe ki te matau? te pehi ranei i tona arero ki te aho?

Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

E whakanohoia ranei e koe he aho ki tona ihu? E pokaia ranei e koe tona kauae ki te matau?

Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

E maha ranei ana inoi ki a koe? E korero ngawari ranei ia ki a koe?

Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

E whakarite kawenata ranei ia ki a koe? e riro ai ia i a koe hei pononga oti tonu mai?

Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

Ka rite ranei ia ki te manu hei mea takaro mau? E herea ranei ia e koe hei mea ma au kotiro?

Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

E waiho ranei ia hei taonga hokohoko ma nga ropu tangata hi ika? E wehewehea atu ranei ma nga kaihokohoko?

Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

E kapi ranei tona kiri i o tao? tona pane i nga wero ika?

Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

Kia pa tou ringa ki a ia; maharatia te whawhai, a kei pena a mua.

Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

Nana, he hori kau te manako ki a ia: e kore ranei tetahi e hinga noa ki te kite kau atu i a ia?

Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

Kahore he tangata e maia rawa hei whakaoho i a ia: na ko wai e tu ki toku aroaro?

Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

Ko wai te tangata nana te mea kua takoto wawe ki ahau, e whakautu ai ahau ki a ia? Ahakoa he aha te mea i raro i nga rangi, puta noa, naku katoa.

Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

E kore e huna e ahau te korero mo ona wahi, mo tona kaha, mo te ataahua hoki o tona hanganga.

Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

Ma wai e tihore a waho o tona kakahu? Ko wai e tae ki tana paraire rererua?

Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

Ma wai e whakatuwhera nga tatau o tona mata? He wehi kei ona niho a taka noa.

Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

Ko tana e whakamanamana ai ko ona unahi pakari; tutaki rawa pera i te hiri piri tonu.

Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

Na, i te tata tonu o tetahi ki tetahi, e kore te hau e puta i waenga.

de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

Piri tonu ratou ki a ratou ano; mau tonu, e kore ano e taea te wehe.

de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

Ka tihe ia, ka kowha mai te marama; a ko te rite i ona kanohi kei nga kamo o te ata.

Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

E puta ana mai i tona mangai he rama mura, mokowhiti ana nga koraahi.

Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

Puta ana te paowa i ona pongaponga, me te mea no te kohua e koropupu ana, no te otaota e kaia ana.

Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

Ngiha ana nga waro i tona ha, rere atu ana te mura i tona mangai.

Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

Kei tona kaki te kaha e noho ana, e tuapa ana te pawera i tona aroaro.

Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

Ko ona kikokiko tawerewere piri tonu: maro tonu ki runga ki a ia; e kore e taea te whakakorikori.

Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

Pakari tonu tona ngakau ano he kamaka; ae ra, maro tonu ano ko to raro kohatu huri..

fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

Ka whakarewa ia i a ia ki runga, ka wehi nga tangata nunui: na te pororaru ka porangi noa iho ratou.

Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

Ki te whai tetahi i a ia ki te hoari, e kore e taea; ahakoa e te tao, e te pere, e te koikoi ranei.

Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

Ki tona whakaaro he kakau witi te rino, he rakau popopopo te parahi.

Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

E kore ia e tahuti i te pere: ki a ia ka meinga noatia nga kohatu o te kotaha hei papapa.

Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

Kiia ake e ia nga patu hei papapa: e kataina ana e ia te huhu o te tao.

Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

Ko raro ona e rite ana ki te kohatu koikoi: e wharikitia ana e ia a runga o te paru ano he patunga witi.

På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

E meinga ana e ia te rire kia koropupu ano he kohua, me te moana kia rite ki te hinu.

Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

E hangaia ana e ia he huarahi kia marama i muri i a ia; tera e maharatia he hina te moana.

bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

I te whenua nei kahore he mea hei rite mona, he mea i hanga nei kahore ona wehi.

Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

E titiro ana ia ki nga mea tiketike katoa: he kingi ia mo nga tama katoa a te whakapehapeha.

Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.