Job 39

Knowest thou the time when the wild goats of the rock bring forth? or canst thou mark when the hinds do calve?
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
Canst thou number the months that they fulfil? or knowest thou the time when they bring forth?
tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
They bow themselves, they bring forth their young ones, they cast out their sorrows.
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
Their young ones are in good liking, they grow up with corn; they go forth, and return not unto them.
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
Who hath sent out the wild ass free? or who hath loosed the bands of the wild ass?
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
Whose house I have made the wilderness, and the barren land his dwellings.
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
He scorneth the multitude of the city, neither regardeth he the crying of the driver.
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
The range of the mountains is his pasture, and he searcheth after every green thing.
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
Will the unicorn be willing to serve thee, or abide by thy crib?
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
Canst thou bind the unicorn with his band in the furrow? or will he harrow the valleys after thee?
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
Wilt thou trust him, because his strength is great? or wilt thou leave thy labour to him?
Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
Wilt thou believe him, that he will bring home thy seed, and gather it into thy barn?
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
Gavest thou the goodly wings unto the peacocks? or wings and feathers unto the ostrich?
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
Which leaveth her eggs in the earth, and warmeth them in dust,
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
And forgetteth that the foot may crush them, or that the wild beast may break them.
tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
She is hardened against her young ones, as though they were not hers: her labour is in vain without fear;
Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
Because God hath deprived her of wisdom, neither hath he imparted to her understanding.
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
What time she lifteth up herself on high, she scorneth the horse and his rider.
Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
Hast thou given the horse strength? hast thou clothed his neck with thunder?
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
Canst thou make him afraid as a grasshopper? the glory of his nostrils is terrible.
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
He paweth in the valley, and rejoiceth in his strength: he goeth on to meet the armed men.
Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
He mocketh at fear, and is not affrighted; neither turneth he back from the sword.
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
The quiver rattleth against him, the glittering spear and the shield.
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
He swalloweth the ground with fierceness and rage: neither believeth he that it is the sound of the trumpet.
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
He saith among the trumpets, Ha, ha; and he smelleth the battle afar off, the thunder of the captains, and the shouting.
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
Doth the hawk fly by thy wisdom, and stretch her wings toward the south?
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
Doth the eagle mount up at thy command, and make her nest on high?
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
She dwelleth and abideth on the rock, upon the crag of the rock, and the strong place.
Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
From thence she seeketh the prey, and her eyes behold afar off.
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
Her young ones also suck up blood: and where the slain are, there is she.
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!