Job 41

Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

Zalud je nadu u njega gojiti, na pogled njegov čovjek već pogiba.

Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

Junaka nema da njega razdraži, tko će mu se u lice suprotstavit'?

Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

Tko se sukobi s njim i živ ostade? Pod nebesima tog čovjeka nema!

Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

Prešutjet neću njegove udove, ni silnu snagu, ni ljepotu stasa.

Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

Tko mu smije razodjenut' odjeću, tko li kroz dvostruk prodrijeti mu oklop?

Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

Tko će mu ralje rastvorit' dvokrilne kad strah vlada oko zubi njegovih?

Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

Hrbat mu je od ljuskavih štitova, zapečaćenih pečatom kamenim.

Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

Jedni uz druge tako se sljubiše da među njima dah ne bi prošao.

Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

Tako su čvrsto slijepljeni zajedno: priljubljeni, razdvojit' se ne mogu.

Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

Kad kihne, svjetlost iz njega zapršti, poput zorinih vjeđa oči su mu.

Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

Zublje plamsaju iz njegovih ralja, iskre ognjene iz njih se prosiplju.

Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

Iz nozdrva mu sukljaju dimovi kao iz kotla što kipi na vatri.

Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

Dah bi njegov zapalio ugljevlje, jer mu iz ralja plamenovi suču.

Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

U šiji leži sva snaga njegova, a ispred njega užas se prostire.

Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

Kad se ispravi, zastrepe valovi i prema morskoj uzmiču pučini.

de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

Poput pećine srce mu je tvrdo, poput mlinskoga kamena otporno.

de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

Pregibi tusta mesa srasli su mu, čvrsti su kao da su saliveni.

Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

Zgodi li ga mač, od njeg se odbije, tako i koplje, sulica i strijela.

Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

Poput slame je za njega željezo, mjed je k'o drvo iscrvotočeno.

Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

On ne uzmiče od strelice s luka, stijenje iz praćke na nj k'o pljeva pada.

Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

K'o slamčica je toljaga za njega, koplju se smije kad zazviždi nad njim.

Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

Crepovlje oštro ima na trbuhu i blato njime ore k'o drljačom.

Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

Pod njim vrtlog sav k'o lonac uskipi, uspjeni more k'o pomast u kotlu.

fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

Za sobom svijetlu ostavlja on brazdu, regbi, bijelo runo bezdan prekriva.

Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

Ništa slično na zemlji ne postoji i niti je tko tako neustrašiv.

Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

I na najviše on s visoka gleda, kralj je svakome, i najponosnijim."

Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.