Job 39

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!