Job 39

Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

Víš-li, kterého času rodí kamsíkové, a laň ku porodu pracující spatřil-lis?

når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

Máš-li v počtu měsíce, kteréž vyplňují? Znáš-li, pravím, čas porodu jejich?

Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

Jak se kladou, plod svůj utiskají, a s bolestí ho pozbývají?

Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Jak se zmocňují mladí jejich, i odchovávají picí polní, a vycházejíce, nenavracují se k nim?

Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

Kdo propustil zvěř, aby byla svobodná? A řemení divokého osla kdo rozvázal?

De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

Jemuž jsem dal pustinu místo domu jeho, a místo příbytku jeho zemi slatinnou.

Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

Posmívá se hluku městskému, a na křikání toho, kdož by jej honil, nic nedbá.

Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

To, což nachází v horách, jest pastva jeho; nebo toliko zeliny hledá.

det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

Svolí-liž jednorožec, aby tobě sloužil, a u jeslí tvých aby nocoval?

Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Připřáhneš-liž provazem jednorožce k orání? Bude-liž vláčeti brázdy za tebou?

Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

Zdaž se na něj ubezpečíš, proto že jest veliká síla jeho, a poručíš jemu svou práci?

Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Zdaž se jemu dověříš, že sveze semeno tvé, a na humno tvé shromáždí?

Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Ty-lis dal pávům křídlo pěkné, aneb péro čápu neb pstrosu?

Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

A že opouští na zemi vejce svá, ačkoli je v prachu osedí,

Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

Nic nemysle, že by je noha potlačiti, aneb zvěř polní pošlapati mohla?

Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

Tak se zatvrzuje k mladým svým, jako by jich neměl; jako by neužitečná byla práce jeho, tak jest bez starosti.

Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Nebo nedal jemu Bůh moudrosti, aniž mu udělil rozumnosti.

og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

Časem svým zhůru se vznášeje, posmívá se koni i jezdci jeho.

Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

Zdaž ty dáti můžeš koni sílu? Ty-li ozdobíš šíji jeho řehtáním?

For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

Zdali jej zastrašíš jako kobylku? Anobrž frkání chřípí jeho strašlivé jest.

Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Kopá důl, a pléše v síle své, vycházeje vstříc i zbroji.

Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Směje se strachu, aniž se leká, aniž ustupuje zpátkem před ostrostí meče,

Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Ač i toul na něm chřestí, a blyští se dřevce a kopí.

Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

S hřmotem a s hněvem kopá zemi, aniž pokojně stojí k zvuku trouby.

Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

Anobrž k zvuku trouby řehce, a zdaleka cítí boj, hluk knížat a prokřikování.

Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Zdali podlé rozumu tvého létá jestřáb, roztahuje křídla svá na poledne?

Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Zdali k rozkazu tvému zhůru se vznáší orlice, a vysoko se hnízdí?

Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

Na skále přebývá, přebývá na špičaté skále jako na hradě,

Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

Odkudž hledá pokrmu, kterýž z daleka očima svýma spatřuje.

Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden? Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut. Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine. Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den. Og Herren blev ved å svare Job og sa: Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette! Da svarte Job Herren og sa: Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn. En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.

Ano i mladí její střebí krev, a kde těla mrtvá, tu i ona jest. [ (Job 39:31) A tak odpovídaje Hospodin Jobovi, řekl: ] [ (Job 39:32) Zdali hádající se s Všemohoucím obviní jej? Kdo chce viniti Boha, nechť odpoví na to. ] [ (Job 39:33) Tehdy odpověděl Job Hospodinu a řekl: ] [ (Job 39:34) Aj, chaternýť jsem, což bych odpovídal tobě? Ruku svou kladu na ústa svá. ] [ (Job 39:35) Jednou jsem mluvil, ale nebudu již odmlouvati, nýbrž i podruhé, ale nebudu více přidávati. ]