Job 31

31:1

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

Sa svojim očima savez sam sklopio da pogledat neću nijednu djevicu.

31:2

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

A što mi je Bog odozgo dosudio, kakva mi je baština od Svesilnoga?

31:3

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

TÓa nije li nesreća za opakoga, a nevolja za one koji zlo čine?

31:4

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Ne proniče li on sve moje putove, ne prebraja li on sve moje korake?

31:5

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

Zar sam ikad u društvu laži hodio, zar mi je noga k prijevari hitjela?

31:6

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

Nek' me na ispravnoj mjeri Bog izmjeri pa će uvidjeti neporočnost moju!

31:7

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

Ako mi je korak s puta kad zašao, ako mi se srce za okom povelo, ako mi je ljaga ruke okaljala,

31:8

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

neka drugi jede što sam posijao, neka sve moje iskorijene izdanke!

31:9

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Ako mi zavede srce žena neka, ako za vratima svog bližnjeg kad vrebah,

31:10

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

neka moja žena drugom mlin okreće, neka s drugim svoju podijeli postelju!

31:11

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

Djelo bestidno time bih počinio, zločin kojem pravda treba da presudi,

31:12

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

užego vatru što žeže do Propasti i što bi svu moju sažgala ljetinu.

31:13

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

Ako kada prezreh pravo sluge svoga il' služavke, sa mnom kad su se parbili,

31:14

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

što ću učiniti kada Bog ustane? Što ću odvratit' kad račun zatraži?

31:15

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

Zar nas oba on ne stvori u utrobi i jednako sazda u krilu majčinu?

31:16

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

Ogluših li se na molbe siromaha ili rasplakah oči udovičine?

31:17

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

Jesam li kada sam svoj jeo zalogaj a da ga nisam sa sirotom dijelio?

31:18

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

TÓa od mladosti k'o otac sam mu bio, vodio sam ga od krila materina!

31:19

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

Zar sam beskućnika vidio bez odjeće ili siromaha kog bez pokrivača

31:20

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

a da mu bedra ne blagosloviše mene kad se runom mojih ovaca ogrija?

31:21

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

Ako sam ruku na nevina podigao znajuć' da mi je na vratima branitelj,

31:22

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

nek' se rame moje od pleća odvali i neka mi ruka od lakta otpadne!

31:23

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

Jer strahote Božje na mene bi pale, njegovu ne bih odolio veličanstvu.

31:24

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

Zar sam u zlato pouzdanje stavio i rekao zlatu: 'Sigurnosti moja!'

31:25

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

Zar sam se veliku blagu radovao, bogatstvima koja su mi stekle ruke?

31:26

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

Zar se, gledajući sunce kako blista i kako mjesec sjajni nebom putuje,

31:27

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

moje srce dalo potajno zavesti da bih rukom njima poljubac poslao?

31:28

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Grijeh bi to bio što za sudom vapije, jer Boga višnjega bih se odrekao.

31:29

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

Zar se obradovah nevolji dušmana i likovah kad ga je zlo zadesilo,

31:30

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

ja koji ne dadoh griješiti jeziku, proklinjući ga i želeći da umre?

31:31

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

Ne govorahu li ljudi mog šatora: 'TÓa koga nije on mesom nasitio'?

31:32

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

Nikad nije stranac vani noćivao, putniku sam svoja otvarao vrata.

31:33

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

Zar sam grijehe svoje ljudima tajio, zar sam u grudima skrivao krivicu

31:34

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

jer sam se plašio govorkanja mnoštva i strahovao od prezira plemenskog te sam mučao ne prelazeć' svoga praga?

31:35

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

O, kad bi koga bilo da mene sasluša! Posljednju sam svoju riječ ja izrekao: na Svesilnom je sad da mi odgovori! Nek' mi optužnicu napiše protivnik,

31:36

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

i ja ću je nosit' na svome ramenu, čelo ću njome k'o krunom uresit'.

31:37

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Dat ću mu račun o svojim koracima i poput kneza pred njega ću stupiti."

31:38

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

Ako je na me zemlja moja vikala, ako su s njom brazde njezine plakale;

31:39

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

ako sam plodove jeo ne plativši i ako sam joj ojadio ratare,

31:40

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

[40a] neka mjesto žita po njoj niče korov, a mjesto ječma nek' posvud kukolj raste! [40b] Konac riječi Jobovih.