Job 30

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

"A sada, gle, podruguju se mnome ljudi po ljetima mlađi od mene kojih oce ne bih bio metnuo ni s ovčarskim psima stada svojega.

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

Ta što će mi jakost ruku njihovih kad im muževna ponestane snaga ispijena glađu i oskudicom.

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

Glodali su u pustinji korijenje i čestar opustjelih ruševina.

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Lobodu su i s grmlja lišće brali, kao kruh jeli korijenje žukino.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Od društva ljudskog oni su prognani, za njima viču k'o za lopovima.

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

Živjeli su po strašnim jarugama, po spiljama i u raspuklinama.

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

Urlik im se iz šikarja dizao; po trnjacima ležahu stisnuti.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Sinovi bezvrijednih, soj bezimenih, bičevima su iz zemlje prognani.

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Rugalicom sam postao takvima i njima sada služim kao priča!

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Gnušaju me se i bježe od mene, ne ustežu se pljunut' mi u lice.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

I jer On luk mi slomi i satrije me, iz usta svojih izbaciše uzdu.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

S desne moje strane rulja ustaje, noge moje u bijeg oni tjeraju, put propasti prema meni nasiplju.

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Stazu mi ruše da bi me satrli, napadaju i ne brani im nitko,

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

prolomom oni širokim naviru i kotrljaju se poput oluje.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Strahote sve se okreću na mene, mojeg ugleda kao vjetra nesta, poput oblaka iščeznu spasenje.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Duša se moja rasipa u meni, dani nevolje na me se srušili.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Noću probada bolest kosti moje, ne počivaju boli što me glođu.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Muka mi je i halju nagrdila i stegla me k'o ovratnik odjeće.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

U blato me je oborila dolje, gle, postao sam k'o prah i pepeo.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

K Tebi vičem, al' Ti ne odgovaraš; pred Tobom stojim, al' Ti i ne mariš.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Prema meni postao si okrutan; rukom preteškom na me se obaraš.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

U vihor me dižeš, nosiš me njime, u vrtlogu me olujnom kovitlaš.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Da, znadem da si me smrti predao, saborištu zajedničkom svih živih.

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Al' ne pruža li ruku utopljenik, ne viče li kad padne u nevolju?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Ne zaplakah li nad nevoljnicima, ne sažalje mi duša siromaha?

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

Sreći se nadah, a dođe nesreća; svjetlost čekah, a gle, zavi me tama.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

Utroba vri u meni bez prestanka, svaki dan nove patnje mi donosi.

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Smrknut idem, al' nitko me ne tješi; ustajem u zboru - da bih kriknuo.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Sa šakalima sam se zbratimio i nojevima postao sam drugom.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Na meni sva je koža pocrnjela, i kosti mi je sažgala ognjica.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

Tužaljka mi je ugodila harfu, svirala mi glas narikača ima.