Job 41

«أَتَصْطَادُ لَوِيَاثَانَ بِشِصٍّ، أَوْ تَضْغَطُ لِسَانَهُ بِحَبْل؟

Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

أَتَضَعُ أَسَلَةً فِي خَطْمِهِ، أَمْ تَثْقُبُ فَكَّهُ بِخِزَامَةٍ؟

Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

أَيُكْثِرُ التَّضَرُّعَاتِ إِلَيْكَ، أَمْ يَتَكَلَّمُ مَعَكَ بِاللِّينِ؟

Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

هَلْ يَقْطَعُ مَعَكَ عَهْدًا فَتَتَّخِذَهُ عَبْدًا مُؤَبَّدًا؟

Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

أَتَلْعَبُ مَعَهُ كَالْعُصْفُورِ، أَوْ تَرْبِطُهُ لأَجْلِ فَتَيَاتِكَ؟

Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

هَلْ تَحْفِرُ جَمَاعَةُ الصَّيَّادِينَ لأَجْلِهِ حُفْرَةً، أَوْ يَقْسِمُونَهُ بَيْنَ الْكَنْعَانِيِّينَ؟

Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

أَتَمْلأُ جِلْدَهُ حِرَابًا وَرَأْسَهُ بِإِلاَلِ السَّمَكِ؟

Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

ضَعْ يَدَكَ عَلَيْهِ. لاَ تَعُدْ تَذْكُرُ الْقِتَالَ!

Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

هُوَذَا الرَّجَاءُ بِهِ كَاذِبٌ. أَلاَ يُكَبُّ أَيْضًا بِرُؤْيَتِهِ؟

Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

لَيْسَ مِنْ شُجَاعٍ يُوقِظُهُ، فَمَنْ يَقِفُ إِذًا بِوَجْهِي؟

Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

مَنْ تَقَدَّمَنِي فَأُوفِيَهُ؟ مَا تَحْتَ كُلِّ السَّمَاوَاتِ هُوَ لِي.

Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

«لاَ أَسْكُتُ عَنْ أَعْضَائِهِ، وَخَبَرِ قُوَّتِهِ وَبَهْجَةِ عُدَّتِهِ.

Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

مَنْ يَكْشِفُ وَجْهَ لِبْسِهِ، وَمَنْ يَدْنُو مِنْ مَثْنَى لَجَمَتِهِ؟

Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

مَنْ يَفْتَحُ مِصْرَاعَيْ فَمِهِ؟ دَائِرَةُ أَسْنَانِهِ مُرْعِبَةٌ.

Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

فَخْرُهُ مَجَانُّ مَانِعَةٌ مُحَكَّمَةٌ مَضْغُوطَةٌ بِخَاتِمٍ.

Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

الْوَاحِدُ يَمَسُّ الآخَرَ، فَالرِّيحُ لاَ تَدْخُلُ بَيْنَهَا.

de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

كُلٌّ مِنْهَا مُلْتَصِقٌ بِصَاحِبِهِ، مُتَلَكِّدَةً لاَ تَنْفَصِلُ.

de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

عِطَاسُهُ يَبْعَثُ نُورًا، وَعَيْنَاهُ كَهُدُبِ الصُّبْحِ.

Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

مِنْ فَمِهِ تَخْرُجُ مَصَابِيحُ. شَرَارُ نَارٍ تَتَطَايَرُ مِنْهُ.

Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

مِنْ مِنْخَرَيْهِ يَخْرُجُ دُخَانٌ كَأَنَّهُ مِنْ قِدْرٍ مَنْفُوخٍ أَوْ مِنْ مِرْجَل.

Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

نَفَسُهُ يُشْعِلُ جَمْرًا، وَلَهِيبٌ يَخْرُجُ مِنْ فِيهِ.

Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

فِي عُنُقِهِ تَبِيتُ الْقُوَّةُ، وَأَمَامَهُ يَدُوسُ الْهَوْلُ.

Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

مَطَاوِي لَحْمِهِ مُتَلاَصِقَةٌ مَسْبُوكَةٌ عَلَيْهِ لاَ تَتَحَرَّكُ.

Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

قَلْبُهُ صُلْبٌ كَالْحَجَرِ، وَقَاسٍ كَالرَّحَى.

fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

عِنْدَ نُهُوضِهِ تَفْزَعُ الأَقْوِيَاءُ. مِنَ الْمَخَاوِفِ يَتِيهُونَ.

Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

سَيْفُ الَّذِي يَلْحَقُهُ لاَ يَقُومُ، وَلاَ رُمْحٌ وَلاَ مِزْرَاقٌ وَلاَ دِرْعٌ.

Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

يَحْسِبُ الْحَدِيدَ كَالتِّبْنِ، وَالنُّحَاسَ كَالْعُودِ النَّخِرِ.

Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

لاَ يَسْتَفِزُّهُ نُبْلُ الْقَوْسِ. حِجَارَةُ الْمِقْلاَعِ تَرْجعُ عَنْهُ كَالْقَشِّ.

Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

يَحْسِبُ الْمِقْمَعَةَ كَقَشٍّ، وَيَضْحَكُ عَلَى اهْتِزَازِ الرُّمْحِ.

Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

تَحْتَهُ قُطَعُ خَزَفٍ حَادَّةٌ. يُمَدِّدُ نَوْرَجًا عَلَى الطِّينِ.

På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

يَجْعَلُ الْعُمْقَ يَغْلِي كَالْقِدْرِ، وَيَجْعَلُ الْبَحْرَ كَقِدْرِ عِطَارَةٍ.

Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

يُضِيءُ السَّبِيلُ وَرَاءَهُ فَيُحْسَبُ اللُّجُّ أَشْيَبَ.

bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

لَيْسَ لَهُ فِي الأَرْضِ نَظِيرٌ. صُنِعَ لِعَدَمِ الْخَوْفِ.

Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

يُشْرِفُ عَلَى كُلِّ مُتَعَال. هُوَ مَلِكٌ عَلَى كُلِّ بَنِي الْكِبْرِيَاءِ».

Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.