Psalms 73

(En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

quia aemulatus sum contra iniquos pacem impiorum videns

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

quod non recogitaverint de morte sua et firma sint vestibula eorum

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

in labore hominum non sunt et cum hominibus non flagellabuntur

thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

ideo nutriti sunt ad superbiam circumdederunt iniquitatem sibi

de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

processerunt a pinguidine oculi eorum transierunt cogitationes cordis

Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

inriserunt et locuti sunt in malitia calumniam de excelso loquentes

Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

posuerunt in caelo os suum et lingua eorum deambulavit in terra

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

propterea convertetur populus eius hic et quis plenus invenietur in eis

de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

et dixerunt quomodo novit Deus et si est scientia in Excelso

Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

ecce isti impii et abundantes in saeculo multiplicaverunt divitias

De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

ergone frustra mundavi cor meum et lavi in innocentia manus meas

Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

et fui flagellatus tota die et increpatio mea in matutinis

Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

dixi si narravero sic ecce generationem filiorum tuorum reliqui

jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

et cogitavi ut intellegerem istud labor est in oculis meis

Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

donec veniam ad sanctuaria Dei intellegam in novissimo eorum

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

verumtamen in lubrico posuisti eos deiecisti eos ad interitum

Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

quomodo vastati sunt subito defecerunt consumpti sunt quasi non sint

Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

quasi somnium evigilantis Domine in civitate tua imaginem eorum ad nihilum rediges

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

quia contractum est cor meum et lumbi mei velut ignis fumigans

De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

et ego insipiens et nescius

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

quasi iumentum factus sum apud te et eram semper tecum

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

et tenebas manum dexteram meam in consilium tuum deduces me et postea in gloria suscipies me

Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

quid mihi est in caelo et tecum nolui in terra

du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

consumpta est caro mea et cor meum robur cordis mei et pars mea Deus in aeternum

Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

quia ecce qui elongant se a te peribunt perdidisti omnem fornicantem a te

Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

mihi autem adpropinquare Deo bonum est posui in Domino Deo spem meam ut narrem omnes adnuntiationes tuas

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

eruditionis Asaph ut quid Deus reppulisti in finem fumavit furor tuus in gregem pascuae tuae

Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

recordare congregationis tuae quam possedisti ab initio et redemisti virgam hereditatis tuae montis Sion in quo habitasti