Job 31

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.