Job 31

Smlouvu jsem učinil s očima svýma, a proč bych hleděl na pannu?

En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.

Nebo jaký jest díl od Boha s hůry, aneb dědictví od Všemohoucího s výsosti?

Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?

Zdaliž zahynutí nešlechetnému a pomsta zázračná činitelům nepravosti připravena není?

Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?

Zdaliž on nevidí cest mých, a všech kroků mých nepočítá?

Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?

Obíral-li jsem se s neupřímostí, a chvátala-li ke lsti noha má:

Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik

Nechť mne zváží na váze spravedlnosti, a přezví Bůh upřímost mou.

- la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -

Uchýlil-li se krok můj s cesty, a za očima mýma odešlo-li srdce mé, a rukou mých chytila-li se jaká poškvrna:

dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,

Tedy co naseji, nechť jiný sní, a výstřelkové moji ať jsou vykořeněni.

gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!

Jestliže se dalo přivábiti srdce mé k ženě, a u dveří bližního svého činil-li jsem úklady:

Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,

Nechť mele jinému žena má, a nad ní ať se schylují jiní.

gid da min hustru må male korn for en annen, og andre menn bøie sig over henne!

Neboť jest to nešlechetnost, a nepravost odsudku hodná.

For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;

Oheň ten zajisté by až do zahynutí žral, a všecku úrodu mou vykořenil.

det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.

Nechtěl-li jsem státi k soudu s služebníkem svým aneb děvkou svou v rozepři jejich se mnou?

Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?

Nebo co bych činil, kdyby povstal Bůh silný? A kdyby vyhledával, co bych odpověděl jemu?

Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?

Zdali ten, kterýž mne v břiše učinil, neučinil i jeho? A nesformoval nás hned v životě jeden a týž?

Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?

Odepřel-li jsem žádosti nuzných, a oči vdovy jestliže jsem kormoutil?

Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?

A jedl-li jsem skyvu svou sám, a nejedl-li i sirotek z ní?

Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?

Poněvadž od mladosti mé rostl se mnou jako u otce, a od života matky své býval jsem vdově za vůdce.

Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne ved hånden.

Díval-li jsem se na koho, že by hynul, nemaje šatů, a nuzný že by neměl oděvu?

Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?

Nedobrořečila-li mi bedra jeho, že rounem beranů mých se zahřel?

Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?

Opřáhl-li jsem na sirotka rukou svou, když jsem v bráně viděl pomoc svou:

Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?

Lopatka má od svých plecí nechť odpadne, a ruka má z kloubu svého ať se vylomí.

Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!

Nebo jsem se bál, aby mne Bůh nesetřel, jehož bych velebnosti nikoli neznikl.

For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.

Skládal-li jsem v zlatě naději svou, aneb hrudě zlata říkal-li jsem: Doufání mé?

Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?

Veselil-li jsem se z toho, že bylo rozmnoženo zboží mé, a že ho množství nabyla ruka má?

Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?

Hleděl-li jsem na světlost slunce svítícího, a na měsíc spanile chodící,

Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,

Tak že by se tajně dalo svésti srdce mé, a že by líbala ústa má ruku mou?

blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss?

I toť by byla nepravost odsudku hodná; neboť bych tím zapíral Boha silného nejvyššího.

Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.

Radoval-li jsem se z neštěstí toho, kterýž mne nenáviděl, a plésal-li jsem, když se mu zle vedlo?

Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?

Nedopustilť jsem zajisté hřešiti ani ústům svým, abych zlořečení žádal duši jeho.

Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.

Jestliže neříkala čeládka má: Ó by nám dal někdo masa toho; nemůžeme se ani najísti?

Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?

Nebo vně nenocoval host, dvéře své pocestnému otvíral jsem.

Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.

Přikrýval-li jsem jako jiní lidé přestoupení svá, skrývaje v skrýši své nepravost svou?

Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,

A ač bych byl mohl škoditi množství velikému, ale pohanění rodů děsilo mne; protož jsem mlčel, nevycházeje ani ze dveří.

fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?

Ó bych měl toho, kterýž by mne vyslyšel. Ale aj, totoť jest znamení mé: Všemohoucí sám bude odpovídati za mne, a kniha, kterouž sepsal odpůrce můj.

Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op!

Víť Bůh, nenosil-li bych ji na rameni svém, neotočil-li bych ji sobě místo koruny.

Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;

Počet kroků svých oznámil bych jemu, jako kníže přiblížil bych se k němu.

jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.

Jestliže proti mně země má volala, tolikéž i záhonové její plakali,

Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,

Jídal-li jsem úrody její bez peněz, a duši držitelů jejich přivodil-li jsem k vzdychání:

dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,

Místo pšenice nechť vzejde trní, a místo ječmene koukol. [ (Job 31:41) Skonávají se slova Jobova. ]

gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.