Job 31

«عَهْدًا قَطَعْتُ لِعَيْنَيَّ، فَكَيْفَ أَتَطَلَّعُ فِي عَذْرَاءَ؟

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

وَمَا هِيَ قِسْمَةُ اللهِ مِنْ فَوْقُ، وَنَصِيبُ الْقَدِيرِ مِنَ الأَعَالِي؟

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

أَلَيْسَ الْبَوَارُ لِعَامِلِ الشَّرِّ، وَالنُّكْرُ لِفَاعِلِي الإِثْمِ؟

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

أَلَيْسَ هُوَ يَنْظُرُ طُرُقِي، وَيُحْصِي جَمِيعَ خَطَوَاتِي؟

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

إِنْ كُنْتُ قَدْ سَلَكْتُ مَعَ الْكَذِبِ، أَوْ أَسْرَعَتْ رِجْلِي إِلَى الْغِشِّ،

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

لِيَزِنِّي فِي مِيزَانِ الْحَقِّ، فَيَعْرِفَ اللهُ كَمَالِي.

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

إِنْ حَادَتْ خَطَوَاتِي عَنِ الطَّرِيقِ، وَذَهَبَ قَلْبِي وَرَاءَ عَيْنَيَّ، أَوْ لَصِقَ عَيْبٌ بِكَفِّي،

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

أَزْرَعْ وَغَيْرِي يَأْكُلْ، وَفُرُوعِي تُسْتَأْصَلْ.

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

«إِنْ غَوِيَ قَلْبِي عَلَى امْرَأَةٍ، أَوْ كَمَنْتُ عَلَى بَابِ قَرِيبِي،

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

فَلْتَطْحَنِ امْرَأَتِي لآخَرَ، وَلْيَنْحَنِ عَلَيْهَا آخَرُونَ.

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

لأَنَّ هذِهِ رَذِيلَةٌ، وَهِيَ إِثْمٌ يُعْرَضُ لِلْقُضَاةِ.

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

لأَنَّهَا نَارٌ تَأْكُلُ حَتَّى إِلَى الْهَلاَكِ، وَتَسْتَأْصِلُ كُلَّ مَحْصُولِي.

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

«إِنْ كُنْتُ رَفَضْتُ حَقَّ عَبْدِي وَأَمَتِي فِي دَعْوَاهُمَا عَلَيَّ،

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

فَمَاذَا كُنْتُ أَصْنَعُ حِينَ يَقُومُ اللهُ؟ وَإِذَا افْتَقَدَ، فَبِمَاذَا أُجِيبُهُ؟

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

أَوَلَيْسَ صَانِعِي فِي الْبَطْنِ صَانِعَهُ، وَقَدْ صَوَّرَنَا وَاحِدٌ فِي الرَّحِمِ؟

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

إِنْ كُنْتُ مَنَعْتُ الْمَسَاكِينَ عَنْ مُرَادِهِمْ، أَوْ أَفْنَيْتُ عَيْنَيِ الأَرْمَلَةِ،

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

أَوْ أَكَلْتُ لُقْمَتِي وَحْدِي فَمَا أَكَلَ مِنْهَا الْيَتِيمُ.

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

بَلْ مُنْذُ صِبَايَ كَبِرَ عِنْدِي كَأَبٍ، وَمِنْ بَطْنِ أُمِّي هَدَيْتُهَا.

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

إِنْ كُنْتُ رَأَيْتُ هَالِكًا لِعَدَمِ اللِّبْسِ أَوْ فَقِيرًا بِلاَ كِسْوَةٍ،

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

إِنْ لَمْ تُبَارِكْنِي حَقَوَاهُ وَقَدِ اسْتَدْفَأَ بِجَزَّةِ غَنَمِي.

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

إِنْ كُنْتُ قَدْ هَزَزْتُ يَدِي عَلَى الْيَتِيمِ لَمَّا رَأَيْتُ عَوْنِي فِي الْبَابِ،

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

فَلْتَسْقُطْ عَضُدِي مِنْ كَتِفِي، وَلْتَنْكَسِرْ ذِرَاعِي مِنْ قَصَبَتِهَا،

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

لأَنَّ الْبَوَارَ مِنَ اللهِ رُعْبٌ عَلَيَّ، وَمِنْ جَلاَلِهِ لَمْ أَسْتَطِعْ.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

«إِنْ كُنْتُ قَدْ جَعَلْتُ الذَّهَبَ عَمْدَتِي، أَوْ قُلْتُ لِلإِبْرِيزِ: أَنْتَ مُتَّكَلِي.

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

إِنْ كُنْتُ قَدْ فَرِحْتُ إِذْ كَثُرَتْ ثَرْوَتِي وَلأَنَّ يَدِي وَجَدَتْ كَثِيرًا.

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

إِنْ كُنْتُ قَدْ نَظَرْتُ إِلَى النُّورِ حِينَ ضَاءَ، أَوْ إِلَى الْقَمَرِ يَسِيرُ بِالْبَهَاءِ،

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

وَغَوِيَ قَلْبِي سِرًّا، وَلَثَمَ يَدِي فَمِي،

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

فَهذَا أَيْضًا إِثْمٌ يُعْرَضُ لِلْقُضَاةِ، لأَنِّي أَكُونُ قَدْ جَحَدْتُ اللهَ مِنْ فَوْقُ.

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

«إِنْ كُنْتُ قَدْ فَرِحْتُ بِبَلِيَّةِ مُبْغِضِي أَوْ شَمِتُّ حِينَ أَصَابَهُ سُوءٌ.

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

بَلْ لَمْ أَدَعْ حَنَكِي يُخْطِئُ فِي طَلَبِ نَفْسِهِ بِلَعْنَةٍ.

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

إِنْ كَانَ أَهْلُ خَيْمَتِي لَمْ يَقُولُوا: مَنْ يَأْتِي بِأَحَدٍ لَمْ يَشْبَعْ مِنْ طَعَامِهِ؟

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

غَرِيبٌ لَمْ يَبِتْ فِي الْخَارِجِ. فَتَحْتُ لِلْمُسَافِرِ أَبْوَابِي.

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

إِنْ كُنْتُ قَدْ كَتَمْتُ كَالنَّاسِ ذَنْبِي لإِخْفَاءِ إِثْمِي فِي حِضْنِي.

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

إِذْ رَهِبْتُ جُمْهُورًا غَفِيرًا، وَرَوَّعَتْنِي إِهَانَةُ الْعَشَائِرِ، فَكَفَفْتُ وَلَمْ أَخْرُجْ مِنَ الْبَابِ.

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

مَنْ لِي بِمَنْ يَسْمَعُنِي؟ هُوَذَا إِمْضَائِي. لِيُجِبْنِي الْقَدِيرُ. وَمَنْ لِي بِشَكْوَى كَتَبَهَا خَصْمِي،

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

فَكُنْتُ أَحْمِلُهَا عَلَى كَتِفِي. كُنْتُ أُعْصِبُهَا تَاجًا لِي.

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

كُنْتُ أُخْبِرُهُ بِعَدَدِ خَطَوَاتِي وَأَدْنُو مِنْهُ كَشَرِيفٍ.

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

إِنْ كَانَتْ أَرْضِي قَدْ صَرَخَتْ عَلَيَّ وَتَبَاكَتْ أَتْلاَمُهَا جَمِيعًا.

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

إِنْ كُنْتُ قَدْ أَكَلْتُ غَلَّتَهَا بِلاَ فِضَّةٍ، أَوْ أَطْفَأْتُ أَنْفُسَ أَصْحَابِهَا،

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

فَعِوَضَ الْحِنْطَةِ لِيَنْبُتْ شَوْكٌ، وَبَدَلَ الشَّعِيرِ زَوَانٌ».

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.