Psalms 107

Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig.

Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

Så sie Herrens gjenløste, de som han har gjenløst av nødens hånd,

Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

og som han har samlet fra landene, fra øst og fra vest, fra nord og fra havet.

og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

De fór vill i ørkenen, i et uveisomt øde, de fant ikke en by å bo i.

I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

De var hungrige og tørste, deres sjel vansmektet i dem.

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler utfridde han dem,

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

og han førte dem på rett vei, så de gikk til en by de kunde bo i.

og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

for han mettet den vansmektende sjel og fylte den hungrige sjel med godt.

Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

De satt i mørke og i dødsskygge, bundet i elendighet og jern,

De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

fordi de hadde vært gjenstridige mot Guds ord og foraktet den Høiestes råd.

fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

Derfor bøide han deres hjerter ved lidelse; de snublet, og det var ikke nogen hjelper.

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler frelste han dem.

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Han førte dem ut av mørke og dødsskygge og rev sønder deres bånd.

førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

for han brøt sønder porter av kobber og hugg sønder bommer av jern.

Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

De var dårer og blev plaget for sin syndige vei og for sine misgjerninger;

De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

deres sjel vemmedes ved all mat, og de kom nær til dødens porter.

de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler frelste han dem.

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Han sendte sitt ord og helbredet dem og reddet dem fra deres graver.

sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

og ofre takkoffere og fortelle om hans gjerninger med jubel.

og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

De som fór ut på havet i skib, som drev handel på store vann,

De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,

de så Herrens gjerninger og hans underverker på dypet.

blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;

Han bød og lot det komme en stormvind, og den reiste dets bølger.

han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;

De fór op imot himmelen, de fór ned i avgrunnene, deres sjel blev motløs i ulykken.

mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

De tumlet og vaklet som en drukken mann, og all deres visdom blev til intet.

de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

Da ropte de til Herren i sin nød, og av deres trengsler førte han dem ut.

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Han lot stormen bli til stille, og bølgene omkring dem tidde.

skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;

Og de gledet sig over at de la sig; og han førte dem til den havn de ønsket.

og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

og ophøie ham i folkets forsamling og love ham der hvor de gamle sitter.

ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

Han gjorde elver til en ørken og vannkilder til et tørstig land,

Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

et fruktbart land til et saltland for deres ondskaps skyld som bodde der.

til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.

Han gjorde en ørken til en vannrik sjø og et tørt land til vannkilder.

Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

Og han lot de hungrige bo der, og de grunnla en by til å bo i.

der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

Og de tilsådde akrer og plantet vingårder, og de vant den frukt de bar.

tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

Og han velsignet dem, og de blev meget tallrike, og av fe gav han dem ikke lite.

Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

Så minket de igjen og blev nedbøiet ved trengsel, ulykke og sorg.

De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

Han som utøser forakt over fyrster og lar dem fare vill i et uveisomt øde,

han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

han ophøiet den fattige av elendighet og gjorde slektene som hjorden.

Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

De opriktige ser det og gleder sig, og all ondskap lukker sin munn.

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

Den som er vis, han akte på dette og merke på Herrens nådegjerninger!

Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!