Job 27

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Job nastavi svoju besjedu i reče:

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

"Živoga mi Boga što mi pravdu krati i Svesilnog koji dušu mi zagorča:

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

sve dok duha moga bude još u meni, dok mi dah Božji u nosnicama bude,

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

usne moje neće izustiti zloću niti će laž kakva doći na moj jezik.

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Daleko od mene da vam dadem pravo, nedužnost svoju do zadnjeg daha branim.

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Pravde svoje ja se držim, ne puštam je; zbog mojih me dana srce korit' neće.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Neka mi dušmana kob opakog snađe, a mog protivnika udes bezbožnikov!

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Čemu se nadati može kad vapije i kada uzdiže k Bogu dušu svoju?

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Hoće li čuti Bog njegove krikove kada se na njega obori nevolja?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Zar će se radovat' on u Svesilnome, zar će Boga svakog časa zazivati?

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Ali Božju ruku ja ću vam pokazat' i neću vam sakrit namjere Svesilnog.

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

Eto, sve ste sami mogli to vidjeti, što se onda u ispraznosti gubite?"

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

"Ovu sudbu Bog dosuđuje opakom, ovo baštini silnik od Svemogućeg.

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Ima li sinova mnogo, mač ih čeka, a porod mu neće imat' dosta kruha.

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

Smrt će sahranit' preživjele njegove i udovice ih oplakivat neće.

Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

Ako i srebra k'o praha nagomila, ako i nakupi haljina k'o blata,

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

nek' ih skuplja, odjenut će ih pravednik, ljudi će nedužni podijeliti srebro.

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Od paučine je kuću sagradio, kolibicu kakvu sebi diže čuvar:

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

bogat je legao, al' po posljednji put; kad oči otvori, ničeg više nema.

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Usred bijela dana strava ga spopada, noću ga oluja zgrabi i odnese.

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Istočni ga vjetar digne i odvuče, daleko ga baca od njegova mjesta.

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

Bez milosti njime vitla on posvuda, dok mu ovaj kuša umaći iz ruke.

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

Rukama plješću nad njegovom propašću i zvižde na njega kamo god došao.