Job 27

Job nastavi svoju besjedu i reče:

Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

"Živoga mi Boga što mi pravdu krati i Svesilnog koji dušu mi zagorča:

Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg

sve dok duha moga bude još u meni, dok mi dah Božji u nosnicama bude,

- for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese - :

usne moje neće izustiti zloću niti će laž kakva doći na moj jezik.

Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.

Daleko od mene da vam dadem pravo, nedužnost svoju do zadnjeg daha branim.

Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.

Pravde svoje ja se držim, ne puštam je; zbog mojih me dana srce korit' neće.

Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.

Neka mi dušmana kob opakog snađe, a mog protivnika udes bezbožnikov!

La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!

Čemu se nadati može kad vapije i kada uzdiže k Bogu dušu svoju?

For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?

Hoće li čuti Bog njegove krikove kada se na njega obori nevolja?

Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?

Zar će se radovat' on u Svesilnome, zar će Boga svakog časa zazivati?

Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?

Ali Božju ruku ja ću vam pokazat' i neću vam sakrit namjere Svesilnog.

Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.

Eto, sve ste sami mogli to vidjeti, što se onda u ispraznosti gubite?"

I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?

"Ovu sudbu Bog dosuđuje opakom, ovo baštini silnik od Svemogućeg.

Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:

Ima li sinova mnogo, mač ih čeka, a porod mu neće imat' dosta kruha.

Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.

Smrt će sahranit' preživjele njegove i udovice ih oplakivat neće.

De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.

Ako i srebra k'o praha nagomila, ako i nakupi haljina k'o blata,

Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,

nek' ih skuplja, odjenut će ih pravednik, ljudi će nedužni podijeliti srebro.

så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.

Od paučine je kuću sagradio, kolibicu kakvu sebi diže čuvar:

Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.

bogat je legao, al' po posljednji put; kad oči otvori, ničeg više nema.

Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.

Usred bijela dana strava ga spopada, noću ga oluja zgrabi i odnese.

Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.

Istočni ga vjetar digne i odvuče, daleko ga baca od njegova mjesta.

Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.

Bez milosti njime vitla on posvuda, dok mu ovaj kuša umaći iz ruke.

Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.

Rukama plješću nad njegovom propašću i zvižde na njega kamo god došao.

Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.