Job 15

Elifaz Temanac progovori tad i reče:

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

"Zar šupljom naukom odgovara mudrac i vjetrom istočnim trbuh napuhuje?

"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

Zar on sebe brani riječima ispraznim, besjedama koje ničem ne koriste?

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Još više ti činiš: ništiš strah od Boga, pred njegovim licem pribranost ukidaš.

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Tvoje riječi krivicu tvoju odaju, poslužio si se jezikom lukavih,

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

vlastita te usta osuđuju, ne ja, protiv tebe same ti usne svjedoče.

Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Zar si prvi čovjek koji se rodio? Zar si na svijet prije bregova došao?

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Zar si tajne Božje ti prisluškivao i mudrost čitavu za se prisvojio?

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Što ti znadeš, a da i mi ne znamo, što ti razumiješ, a da to ne shvaćamo?

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Ima među nama i sijedih i starih kojima je više ljeta no tvom ocu.

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

Zar su ti utjehe Božje premalene i blage riječi upućene tebi?

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

Što te srce tvoje tako slijepo goni i što tako divlje prevrćeš očima

Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

kad proti Bogu jarost svoju okrećeš, a iz usta takve riječi ti izlaze!

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Što je čovjek da bi čist mogao biti? Zar je itko rođen od žene pravedan?

Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

Gle, ni u svece se On ne pouzdava, oku njegovu ni nebesa čista nisu,

End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

a kamoli to biće gadno i buntovno, čovjek što k'o vodu pije opačinu!

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Mene sad poslušaj, poučit' te hoću, što god sam vidjeh, ispričat' ti želim,

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

i ono što naučavahu mudraci ne tajeć' što su primili od pređa

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

kojima je zemlja ova bila dana kamo tuđin nije nikada stupio.

dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

Zlikovac se muči cijelog svoga vijeka, nasilniku već su ljeta odbrojena.

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Krik strave svagda mu u ušima ječi, dok miruje, na njeg baca se razbojnik.

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

Ne nada se da će izbjeći tminama i znade dobro da je maču namijenjen,

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

strvinaru da je kao plijen obećan. On znade da mu se dan propasti bliži.

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Nemir i tjeskoba na njeg navaljuju, k'o kralj spreman na boj na nj se obaraju.

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

On je protiv Boga podizao ruku, usuđivao se prkosit' Svesilnom

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

Ohola je čela na njega srljao, iza štita debela dobro zaklonjen.

stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

Lice mu bijaše obloženo salom a bokovi pretilinom otežali.

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

Razrušene je zaposjeo gradove i kućišta nastanio napuštena. Srušit će se ono što za sebe sazda;

tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

cvasti mu neće, već rasuti se blago, sjena mu se neće po zemlji širiti.

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

On se tami više izmaknuti neće, opržit će oganj njegove mladice, u dahu plamenih usta nestat će ga.

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

U taštinu svoju neka se ne uzda, jer će mu ispraznost biti svom nagradom.

Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

Prije vremena će svenut' mu mladice, grane mu se nikad neće zazelenjet'.

I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

Kao loza, grozd će stresat' svoj nezreo, poput masline pobacit će cvatove.

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

Da, bezbožničko je jalovo koljeno, i vatra proždire šator podmitljivca.

Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

Koji zlom zanesu, rađaju nesreću i prijevaru nose u utrobi svojoj."

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!