Job 14

Čovjek koga je žena rodila kratka je vijeka i pun nevolja.

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

K'o cvijet je nikao i vene već, poput sjene bježi ne zastajuć'.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

Na takva, zar, ti oči otvaraš i preda se na sud ga izvodiš?

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Tko će čisto izvuć' iz nečista? Nitko!

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Pa kad su njegovi dani odbrojeni, kad mu broj mjeseci o tebi ovisi, kad mu granicu stavljaš neprijelaznu,

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

skini s njega pogled da počinut' može, poput najamnika da svoj dan uživa.

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

TÓa ni drvu nije nada sva propala, posječeno, ono opet prozeleni i mladice nove iz njega izbiju.

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Ako mu korijen i ostari u zemlji, ako mu se panj i sasuši u prahu,

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

oćutjevši vodu, ono će propupat' i pustiti grane kao stablo novo.

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

Al' kad čovjek umre, ostaje pokošen, kad smrtnik izdahne, gdje li je on tada?

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Može sva voda iz mora ispariti i presahnut' rijeke, isušit posvema',

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

al' čovjek kad legne, ne ustaje više, dok nebesa bude, neće se podići, od sna se svojega probuditi neće.

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

O, kad bi me htio skriti u Šeolu, zakloniti me dok srdžba ti ne mine, dÓati mi rok kad ćeš me se spomenuti,

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

- jer, kad umre čovjek, zar uskrsnut' može? - čekao bih te sve dane vojske svoje dok ne bi došao da mi smjenu dadeš.

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Zvao bi me, a ja bih se odazvao: zaželio si se djela svojih ruku.

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

A sad nad svakim mojim vrebaš korakom, nijednog mi grijeha nećeš oprostiti,

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

u vreći si prijestup moj zapečatio i krivicu moju svu si zapisao.

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Vaj! K'o što se jednom uruši planina, k'o što se hridina s mjesta svog odvali,

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

k'o što voda kamen s vremenom istroši, a pljusak bujicom zemlju svu sapere, tako uništavaš nadu u čovjeku.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

Oborio si ga - on ode za svagda, nagrđena lica, otjeran, odbačen.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Djecu mu poštuju - o tom ništa ne zna; ako su prezrena - o tom ne razmišlja.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

On jedino pati zbog svojega tijela, on jedino tuži zbog svojeg života."

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.