Job 27

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

- for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese - :

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.

Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.