Job 34

Og Elihu tog til Orde og sagde:

Elihu nastavi svoju besjedu i reče:

"Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!

"I vi, mudraci, čujte što ću reći, vi, ljudi umni, poslušajte mene,

Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;

jer uši nam prosuđuju besjede isto kao što nepce hranu kuša.

lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

Zajedno ispitajmo što je pravo i razmislimo skupa što je dobro.

Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

Job je utvrdio: 'Ja sam pravedan, ali Bog meni pravdu uskraćuje.

min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

U pravu sam, a lašcem prave mene, nasmrt prostrijeljen, a bez krivnje svoje!'

Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

Zar gdje čovjeka ima poput Joba koji porugu pije kao vodu,

søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!

sa zlikovcima koji skupa hodi i s opakima isti dijeli put?

Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

On tvrdi: 'Kakva korist je čovjeku od tog što Bogu ugoditi želi?'

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

Stoga me čujte, vi ljudi pametni! Od Boga zlo je veoma daleko i nepravednost od Svemogućega,

nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;

te on čovjeku plaća po djelima, daje svakom po njegovu vladanju.

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

Odista, Bog zla nikada ne čini, niti Svesilni kad izvrće pravo.

Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?

TÓa tko je njemu povjerio zemlju i vasioni svijet tko je stvorio?

Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

Kad bi on dah svoj u se povukao, kad bi čitav svoj duh k sebi vratio,

da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

sva bića bi odjednom izdahnula i u prah bi se pretvorio čovjek.

Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

Ako razuma imaš, slušaj ovo, prikloni uho glasu riječi mojih.

Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

Može li vladat' koji mrzi pravo? Najpravednijeg hoćeš li osudit'? -

Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,

Onog koji kaže kralju: 'Nitkove!' a odličniku govori: 'Zlikovče!'

som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

Koji nije spram knezovima pristran i jednak mu je ubog i mogućnik, jer oni su djelo ruku njegovih?

Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

Zaglave za tren, usred gluhe noći: komešaju se narodi, prolaze; ni od čije ruke moćni padaju.

Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;

Jer, on nadzire pute čovjekove, pazi nad svakim njegovim korakom.

der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

Nema toga mraka niti crne tmine gdje bi se mogli zlikovci sakriti.

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

Bog nikome unaprijed ne kaže kada će na sud pred njega stupiti.

han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.

Bez saslušanja on satire jake i stavlja druge na njihovo mjesto.

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

TÓa odveć dobro poznaje im djela! Sred noći on ih obara i gazi.

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

Ćuškom ih bije zbog zloće njihove na mjestu gdje ih svi vidjeti mogu.

fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

Jer prestadoše za njime hoditi, zanemariše putove njegove

så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

goneć uboge da vape do njega i potlačene da k njemu leleču.

Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

Al' miruje li, tko da njega gane? Zastre li lice, tko ga vidjet' može?

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

Nad pucima bdi k'o i nad čovjekom da ne zavlada tko narod zavodi.

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

Kada bezbožnik Bogu svome kaže: 'Zavedoše me, više griješit neću.

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

Ne uviđam li, ti me sad pouči, i ako sam kad nepravdu činio, ubuduće ja činiti je neću!'

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

Misliš da Bog mora njega kazniti, dok ti zamisli njegove prezireš? Al' kada ti odlučuješ, a ne ja, mudrost nam svoju istresi dÓe sada!

Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

Svi ljudi umni sa mnom će se složit' i svatko razuman koji čuje mene:

"Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!

Nepromišljeno Job je govorio, u riječima mu neima mudrosti.

Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!

Stoga, nek' se Job dokraja iskuša, jer odgovara poput zlikovaca;

Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"

a svom grijehu još pobunu domeće, među nama on plješće dlanovima i hule svoje na Boga gomila."