Job 27

Job nastavi svoju besjedu i reče:

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

"Živoga mi Boga što mi pravdu krati i Svesilnog koji dušu mi zagorča:

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

sve dok duha moga bude još u meni, dok mi dah Božji u nosnicama bude,

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

usne moje neće izustiti zloću niti će laž kakva doći na moj jezik.

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

Daleko od mene da vam dadem pravo, nedužnost svoju do zadnjeg daha branim.

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Pravde svoje ja se držim, ne puštam je; zbog mojih me dana srce korit' neće.

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Neka mi dušmana kob opakog snađe, a mog protivnika udes bezbožnikov!

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Čemu se nadati može kad vapije i kada uzdiže k Bogu dušu svoju?

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Hoće li čuti Bog njegove krikove kada se na njega obori nevolja?

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Zar će se radovat' on u Svesilnome, zar će Boga svakog časa zazivati?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Ali Božju ruku ja ću vam pokazat' i neću vam sakrit namjere Svesilnog.

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Eto, sve ste sami mogli to vidjeti, što se onda u ispraznosti gubite?"

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

"Ovu sudbu Bog dosuđuje opakom, ovo baštini silnik od Svemogućeg.

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

Ima li sinova mnogo, mač ih čeka, a porod mu neće imat' dosta kruha.

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

Smrt će sahranit' preživjele njegove i udovice ih oplakivat neće.

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

Ako i srebra k'o praha nagomila, ako i nakupi haljina k'o blata,

Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

nek' ih skuplja, odjenut će ih pravednik, ljudi će nedužni podijeliti srebro.

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

Od paučine je kuću sagradio, kolibicu kakvu sebi diže čuvar:

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

bogat je legao, al' po posljednji put; kad oči otvori, ničeg više nema.

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

Usred bijela dana strava ga spopada, noću ga oluja zgrabi i odnese.

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Istočni ga vjetar digne i odvuče, daleko ga baca od njegova mjesta.

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Bez milosti njime vitla on posvuda, dok mu ovaj kuša umaći iz ruke.

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

Rukama plješću nad njegovom propašću i zvižde na njega kamo god došao.

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!