Job 29

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Y VOLVIÓ Job á tomar su propósito, y dijo:
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
¡Quién me tornase como en los meses pasados, Como en los días que Dios me guardaba,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
Cuando hacía resplandecer su candela sobre mi cabeza, Á la luz de la cual yo caminaba en la oscuridad;
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Como fué en los días de mi mocedad, Cuando el secreto de Dios estaba en mi tienda;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Cuando aún el Omnipotente estaba conmigo, Y mis hijos alrededor de mi;
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Cuando lavaba yo mis caminos con manteca, Y la piedra me derramaba ríos de aceite!
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
Cuando salía á la puerta á juicio, Y en la plaza hacía preparar mi asiento,
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Los mozos me veían, y se escondían; Y los viejos se levantaban, y estaban en pie;
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
Los príncipes detenían sus palabras, Ponían la mano sobre su boca;
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
La voz de los principales se ocultaba, Y su lengua se pegaba á su paladar:
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
Cuando los oídos que me oían, me llamaban bienaventurado, Y los ojos que me veían, me daban testimonio:
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Porque libraba al pobre que gritaba, Y al huérfano que carecía de ayudador.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
La bendición del que se iba á perder venía sobre mí; Y al corazón de la viuda daba alegría.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Vestíame de justicia, y ella me vestía como un manto; Y mi toca era juicio.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Yo era ojos al ciego, Y pies al cojo.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Á los menesterosos era padre; Y de la causa que no entendía, me informaba con diligencia:
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Y quebraba los colmillos del inicuo, Y de sus dientes hacía soltar la presa.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
Y decía yo: En mi nido moriré, Y como arena multiplicaré días.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Mi raíz estaba abierta junto á las aguas, Y en mis ramas permanecía el rocío.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
Mi honra se renovaba en mí, Y mi arco se corroboraba en mi mano.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
Oíanme, y esperaban; Y callaban á mi consejo.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
Tras mi palabra no replicaban, Y mi razón destilaba sobre ellos.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
Y esperábanme como á la lluvia, Y abrían su boca como á la lluvia tardía.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
Si me reía con ellos, no lo creían: Y no abatían la luz de mi rostro.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
Calificaba yo el camino de ellos, y sentábame en cabecera; Y moraba como rey en el ejército, Como el que consuela llorosos.