Job 30

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
MAS ahora los más mozos de días que yo, se ríen de mí; Cuyos padres yo desdeñara ponerlos con los perros de mi ganado.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Porque ¿para qué yo habría menester la fuerza de sus manos, En los cuales había perecido con el tiempo?
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Por causa de la pobreza y del hambre andaban solos; Huían á la soledad, á lugar tenebroso, asolado y desierto.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Que cogían malvas entre los arbustos, Y raíces de enebro para calentarse.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Eran echados de entre las gentes, Y todos les daban grita como al ladrón.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Habitaban en las barrancas de los arroyos, En las cavernas de la tierra, y en las rocas.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Bramaban entre las matas, Y se reunían debajo de las espinas.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Hijos de viles, y hombres sin nombre, Más bajos que la misma tierra.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Y ahora yo soy su canción, Y he sido hecho su refrán.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Abomínanme, aléjanse de mí, Y aun de mi rostro no detuvieron su saliva.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Porque Dios desató mi cuerda, y me afligió, Por eso se desenfrenaron delante de mi rostro.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Á la mano derecha se levantaron los jóvenes; Empujaron mis pies, Y sentaron contra mí las vías de su ruina.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Mi senda desbarataron, Aprovecháronse de mi quebrantamiento, Contra los cuales no hubo ayudador.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Vinieron como por portillo ancho, Revolviéronse á mi calamidad.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Hanse revuelto turbaciones sobre mí; Combatieron como viento mi alma, Y mi salud pasó como nube
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Y ahora mi alma está derramada en mí; Días de aflicción me han aprehendido.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
De noche taladra sobre mí mis huesos, Y mis pulsos no reposan.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Con la grande copia de materia mi vestidura está demudada; Cíñeme como el cuello de mi túnica.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Derribóme en el lodo, Y soy semejante al polvo y á la ceniza.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Clamo á ti, y no me oyes; Preséntome, y no me atiendes.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Haste tornado cruel para mí: Con la fortaleza de tu mano me amenazas.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Levantásteme, é hicísteme cabalgar sobre el viento, Y disolviste mi sustancia.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Porque yo conozco que me reduces á la muerte; Y á la casa determinada á todo viviente.
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Mas él no extenderá la mano contra el sepulcro; ¿Clamarán los sepultados cuando él los quebrantare?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
¿No lloré yo al afligido? Y mi alma ¿no se entristeció sobre el menesteroso?
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Cuando esperaba yo el bien, entonces vino el mal; Y cuando esperaba luz, la oscuridad vino.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Mis entrañas hierven, y no reposan; Días de aflicción me han sobrecogido.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Denegrido ando, y no por el sol: Levantádome he en la congregación, y clamado.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
He venido á ser hermano de los dragones, Y compañero de los búhos.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Mi piel está denegrida sobre mí, Y mis huesos se secaron con ardentía.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Y hase tornado mi arpa en luto, Y mi órgano en voz de lamentadores.