Job 29

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Job prit de nouveau la parole sous forme sentencieuse et dit:
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
Oh! que ne puis-je être comme aux mois du passé, Comme aux jours où Dieu me gardait,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
Quand sa lampe brillait sur ma tête, Et que sa lumière me guidait dans les ténèbres!
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Que ne suis-je comme aux jours de ma vigueur, Où Dieu veillait en ami sur ma tente,
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Quand le Tout-Puissant était encore avec moi, Et que mes enfants m'entouraient;
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Quand mes pieds se baignaient dans la crème Et que le rocher répandait près de moi des ruisseaux d'huile!
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
Si je sortais pour aller à la porte de la ville, Et si je me faisais préparer un siège dans la place,
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Les jeunes gens se retiraient à mon approche, Les vieillards se levaient et se tenaient debout.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
Les princes arrêtaient leurs discours, Et mettaient la main sur leur bouche;
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
La voix des chefs se taisait, Et leur langue s'attachait à leur palais.
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
L'oreille qui m'entendait me disait heureux, L'oeil qui me voyait me rendait témoignage;
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
Car je sauvais le pauvre qui implorait du secours, Et l'orphelin qui manquait d'appui.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
La bénédiction du malheureux venait sur moi; Je remplissais de joie le coeur de la veuve.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Je me revêtais de la justice et je lui servais de vêtement, J'avais ma droiture pour manteau et pour turban.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
J'étais l'oeil de l'aveugle Et le pied du boiteux.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
J'étais le père des misérables, J'examinais la cause de l'inconnu;
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Je brisais la mâchoire de l'injuste, Et j'arrachais de ses dents la proie.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
Alors je disais: Je mourrai dans mon nid, Mes jours seront abondants comme le sable;
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
L'eau pénétrera dans mes racines, La rosée passera la nuit sur mes branches;
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
Ma gloire reverdira sans cesse, Et mon arc rajeunira dans ma main.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
On m'écoutait et l'on restait dans l'attente, On gardait le silence devant mes conseils.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
Après mes discours, nul ne répliquait, Et ma parole était pour tous une bienfaisante rosée;
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
Ils comptaient sur moi comme sur la pluie, Ils ouvraient la bouche comme pour une pluie du printemps.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
Je leur souriais quand ils perdaient courage, Et l'on ne pouvait chasser la sérénité de mon front.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
J'aimais à aller vers eux, et je m'asseyais à leur tête; J'étais comme un roi au milieu d'une troupe, Comme un consolateur auprès des affligés.