Job 30

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Et maintenant!... je suis la risée de plus jeunes que moi, De ceux dont je dédaignais de mettre les pères Parmi les chiens de mon troupeau.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Mais à quoi me servirait la force de leurs mains? Ils sont incapables d'atteindre la vieillesse.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Desséchés par la misère et la faim, Ils fuient dans les lieux arides, Depuis longtemps abandonnés et déserts;
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Ils arrachent près des arbrisseaux les herbes sauvages, Et ils n'ont pour pain que la racine des genêts.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
On les chasse du milieu des hommes, On crie après eux comme après des voleurs.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Ils habitent dans d'affreuses vallées, Dans les cavernes de la terre et dans les rochers;
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Ils hurlent parmi les buissons, Ils se rassemblent sous les ronces.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Etres vils et méprisés, On les repousse du pays.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Et maintenant, je suis l'objet de leurs chansons, Je suis en butte à leurs propos.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Ils ont horreur de moi, ils se détournent, Ils me crachent au visage.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Ils n'ont plus de retenue et ils m'humilient, Ils rejettent tout frein devant moi.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Ces misérables se lèvent à ma droite et me poussent les pieds, Ils se fraient contre moi des sentiers pour ma ruine;
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Ils détruisent mon propre sentier et travaillent à ma perte, Eux à qui personne ne viendrait en aide;
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Ils arrivent comme par une large brèche, Ils se précipitent sous les craquements.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Les terreurs m'assiègent; Ma gloire est emportée comme par le vent, Mon bonheur a passé comme un nuage.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Et maintenant, mon âme s'épanche en mon sein, Les jours de la souffrance m'ont saisi.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
La nuit me perce et m'arrache les os, La douleur qui me ronge ne se donne aucun repos,
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Par la violence du mal mon vêtement perd sa forme, Il se colle à mon corps comme ma tunique.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Dieu m'a jeté dans la boue, Et je ressemble à la poussière et à la cendre.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Je crie vers toi, et tu ne me réponds pas; Je me tiens debout, et tu me lances ton regard.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Tu deviens cruel contre moi, Tu me combats avec la force de ta main.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Tu me soulèves, tu me fais voler au-dessus du vent, Et tu m'anéantis au bruit de la tempête.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Car, je le sais, tu me mènes à la mort, Au rendez-vous de tous les vivants.
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Mais celui qui va périr n'étend-il pas les mains? Celui qui est dans le malheur n'implore-t-il pas du secours?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
N'avais-je pas des larmes pour l'infortuné? Mon coeur n'avait-il pas pitié de l'indigent?
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
J'attendais le bonheur, et le malheur est arrivé; J'espérais la lumière, et les ténèbres sont venues.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Mes entrailles bouillonnent sans relâche, Les jours de la calamité m'ont surpris.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Je marche noirci, mais non par le soleil; Je me lève en pleine assemblée, et je crie.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Je suis devenu le frère des chacals, Le compagnon des autruches.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Ma peau noircit et tombe, Mes os brûlent et se dessèchent.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Ma harpe n'est plus qu'un instrument de deuil, Et mon chalumeau ne peut rendre que des sons plaintifs.