Job 29

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Job nastavi svoju besjedu i reče:

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

"O, da mi je prošle proživjet' mjesece, dane one kad je Bog nada mnom bdio,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

kad mi je nad glavom njegov sjao žižak a kroz mrak me svjetlo njegovo vodilo,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

kao u dane mojih zrelih jeseni kad s mojim stanom Bog prijateljevaše,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

kada uz mene još bijaše Svesilni i moji me okruživahu dječaci,

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

kada mi se noge u mlijeku kupahu, a potokom ulja ključaše mi kamen!

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Kada sam na vrata gradska izlazio i svoju stolicu postavljao na trg,

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

vidjevši me, sklanjali bi se mladići, starci bi ustavši stojeći ostali.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

Razgovor bi prekidali uglednici i usta bi svoja rukom zatvarali.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Glavarima glas bi sasvim utihnuo, za nepce bi im se zalijepio jezik.

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Tko god me slušao, blaženim me zvao, hvalilo me oko kad bi me vidjelo.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Jer, izbavljah bijednog kada je kukao i sirotu ostavljenu bez pomoći.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Na meni bješe blagoslov izgubljenih, srcu udovice ja veselje vraćah.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Pravdom se ja kao haljinom odjenuh, nepristranost bje mi plaštem i povezom.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Bjeh oči slijepcu i bjeh noge bogalju,

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

otac ubogima, zastupnik strancima.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Kršio sam zube čovjeku opaku, plijen sam čupao iz njegovih čeljusti.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Govorah: 'U svom ću izdahnuti gnijezdu, k'o palma, bezbrojne proživjevši dane.'

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Korijenje se moje sve do vode pruža, na granama mojim odmara se rosa.

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Pomlađivat će se svagda slava moja i luk će mi se obnavljati u ruci.'

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Slušali su željno što ću im kazati i šutjeli da od mene savjet čuju.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Na riječi mi ne bi ništa dometali i besjede su mi daždile po njima.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Za mnom žudjeli su oni k'o za kišom, otvarali usta k'o za pljuskom ljetnim.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Osmijeh moj bijaše njima ohrabrenje; pazili su na vedrinu moga lica.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Njima ja sam izabirao putove, kao poglavar ja sam ih predvodio, kao kralj među svojim kad je četama kao onaj koji tješi ojađene.