Proverbs 8

Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.