Job 9

et respondens Iob ait

Så tog Job til Orde og svarede:

vere scio quod ita sit et quod non iustificetur homo conpositus Deo

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

si voluerit contendere cum eo non poterit ei respondere unum pro mille

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

sapiens corde est et fortis robore quis restitit ei et pacem habuit

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

qui transtulit montes et nescierunt hii quos subvertit in furore suo

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

qui commovet terram de loco suo et columnae eius concutiuntur

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

qui praecipit soli et non oritur et stellas claudit quasi sub signaculo

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

qui extendit caelos solus et graditur super fluctus maris

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

qui facit Arcturum et Oriona et Hyadas et interiora austri

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

qui facit magna et inconprehensibilia et mirabilia quorum non est numerus

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

si venerit ad me non videbo si abierit non intellegam eum

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

si repente interroget quis respondebit ei vel quis dicere potest cur facis

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Deus cuius resistere irae nemo potest et sub quo curvantur qui portant orbem

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

quantus ergo sum ego qui respondeam ei et loquar verbis meis cum eo

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

qui etiam si habuero quippiam iustum non respondebo sed meum iudicem deprecabor

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

et cum invocantem exaudierit me non credo quod audierit vocem meam

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

in turbine enim conteret me et multiplicabit vulnera mea etiam sine causa

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

non concedit requiescere spiritum meum et implet me amaritudinibus

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

si fortitudo quaeritur robustissimus est si aequitas iudicii nemo pro me audet testimonium dicere

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

si iustificare me voluero os meum condemnabit me si innocentem ostendere pravum me conprobabit

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

etiam si simplex fuero hoc ipsum ignorabit anima mea et taedebit me vitae meae

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

unum est quod locutus sum et innocentem et impium ipse consumit

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

si flagellat occidat semel et non de poenis innocentum rideat

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

terra data est in manu impii vultum iudicum eius operit quod si non ille est quis ergo est

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

dies mei velociores fuerunt cursore fugerunt et non viderunt bonum

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

pertransierunt quasi naves poma portantes sicut aquila volans ad escam

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

cum dixero nequaquam ita loquar commuto faciem meam et dolore torqueor

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

verebar omnia opera mea sciens quod non parceres delinquenti

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

si autem et sic impius sum quare frustra laboravi

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

si lotus fuero quasi aquis nivis et fulserint velut mundissimae manus meae

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

tamen sordibus intingues me et abominabuntur me vestimenta mea

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

neque enim viro qui similis mei est respondebo nec qui mecum in iudicio ex aequo possit audiri

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

non est qui utrumque valeat arguere et ponere manum suam in ambobus

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

auferat a me virgam suam et pavor eius non me terreat

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

loquar et non timebo eum neque enim possum metuens respondere

da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!