Job 10

taedet animam meam vitae meae dimittam adversum me eloquium meum loquar in amaritudine animae meae

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

dicam Deo noli me condemnare indica mihi cur me ita iudices

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

numquid bonum tibi videtur si calumnieris et opprimas me opus manuum tuarum et consilium impiorum adiuves

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

numquid oculi carnei tibi sunt aut sicut videt homo et tu videbis

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

numquid sicut dies hominis dies tui et anni tui sicut humana sunt tempora

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

ut quaeras iniquitatem meam et peccatum meum scruteris

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

et scias quia nihil impium fecerim cum sit nemo qui de manu tua possit eruere

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

manus tuae plasmaverunt me et fecerunt me totum in circuitu et sic repente praecipitas me

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

memento quaeso quod sicut lutum feceris me et in pulverem reduces me

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

nonne sicut lac mulsisti me et sicut caseum me coagulasti

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

pelle et carnibus vestisti me et ossibus et nervis conpegisti me

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

vitam et misericordiam tribuisti mihi et visitatio tua custodivit spiritum meum

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

licet haec celes in corde tuo tamen scio quia universorum memineris

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

si peccavi et ad horam pepercisti mihi cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

et si impius fuero vae mihi est et si iustus non levabo caput saturatus adflictione et miseria

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

et propter superbiam quasi leaenam capies me reversusque mirabiliter me crucias

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

instauras testes tuos contra me et multiplicas iram tuam adversum me et poenae militant in me

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

quare de vulva eduxisti me qui utinam consumptus essem ne oculus me videret

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

fuissem quasi qui non essem de utero translatus ad tumulum

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi dimitte ergo me ut plangam paululum dolorem meum

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

antequam vadam et non revertar ad terram tenebrosam et opertam mortis caligine

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

terram miseriae et tenebrarum ubi umbra mortis et nullus ordo et sempiternus horror inhabitans

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."