Job 8

respondens autem Baldad Suites dixit

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

usquequo loqueris talia et spiritus multiplex sermones oris tui

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

numquid Deus subplantat iudicium et Omnipotens subvertit quod iustum est

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

etiam si filii tui peccaverunt ei et dimisit eos in manu iniquitatis suae

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum et Omnipotentem fueris deprecatus

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

si mundus et rectus incesseris statim evigilabit ad te et pacatum reddet habitaculum iustitiae tuae

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

in tantum ut priora tua fuerint parva et novissima tua multiplicentur nimis

din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

interroga enim generationem pristinam et diligenter investiga patrum memoriam

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

hesterni quippe sumus et ignoramus quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

et ipsi docebunt te loquentur tibi et de corde suo proferent eloquia

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

numquid vivere potest scirpus absque humore aut crescet carectum sine aqua

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

cum adhuc sit in flore nec carpatur manu ante omnes herbas arescit

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

sic viae omnium qui obliviscuntur Deum et spes hypocritae peribit

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

non ei placebit vecordia sua et sicut tela aranearum fiducia eius

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

innitetur super domum suam et non stabit fulciet eam et non consurget

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

humectus videtur antequam veniat sol et in horto suo germen eius egreditur

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

super acervum petrarum radices eius densabuntur et inter lapides commorabitur

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

si absorbuerit eum de loco suo negabit eum et dicet non novi te

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

haec est enim laetitia viae eius ut rursum de terra alii germinentur

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

Deus non proiciet simplicem nec porriget manum malignis

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

donec impleatur risu os tuum et labia tua iubilo

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

qui oderunt te induentur confusione et tabernaculum impiorum non subsistet

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!