Job 29

A i korero tonu a Hopa i tana pepeha, i mea,

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Aue, me i rite ki nga marama o mua, ki nga ra i tiaki ai te Atua i ahau!

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

I tiaho mai ai tana rama ki toku matenga, a na tana whakamarama i haere ai ahau i te pouri:

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

Me i pera ano me ahau i nga ra o toku taiohitanga, i te mea nei kei runga to te Atua whakaaro puku i toku teneti;

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

I te mea e noho ana ano te Kaha Rawa i ahau, a kei tetahi taha oku aku tamariki, kei tetahi taha;

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

I horoia ai oku takahanga ki te pata, a rere mai ana nga awa hinu ki ahau i roto i te kohatu!

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

I toku haerenga atu ki te kuwaha ki te pa, a whakapai ana i te nohoanga moku i te waharoa,

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Ka kite nga taitamariki i ahau, a piri ana ratou: whakatika ana nga koroheke, tu ana ki runga;

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Mutu pu te korero a nga tino tangata, kua kopania te ringa ki o ratou mangai;

Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

Ngaro ana te reo o nga rangatira, piri ana o ratou arero ki o ratou ngao.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

No te rongonga hoki o te taringa i ahau manaaki ana i ahau; te kitenga o te kanohi i ahau, whakaae mai ana ki aku mahi:

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

No te mea naku i whakaora te rawakore i a ia e karanga ana, te pani me te tangata hoki kahore nei ona kaiawhina.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

I tau ki runga ki ahau te manaaki a te tangata e tata ana ki te whakangaromanga; harakoa ana i ahau te ngakau o te pouaru.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

I kakahuria e ahau te tika, a ko tera toku kakahu: e rite ana taku whakarite whakawa he koroka, he karauna.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

He kanohi ahau ki te matapo, he waewae ki te kopa.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

He matua ahau ki nga rawakore: a i ata rapua e ahau te tikanga o te totohe a te tangata kihai nei ahau i mohio.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Wawahia ana e ahau nga kauae o te tangata kino, a takiritia mai ana e ahau tana mea pahua i roto i ona niho.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Katahi ahau ka mea, Tera ahau e mate i roto i toku ohanga; ka whakanuia oku ra kia rite ki te onepu te maha:

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Ko toku pakiaka tautoro tonu ki nga wai, a i te po tau ana te tomairangi ki runga ki toku peka:

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Ko toku kororia hou tonu i roto i ahau, a hoki ake ana te kaha o taku kopere i toku ringa.

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

I whakarongo mai nga tangata ki ahau, i tatari, whakarongo puku ana ratou i ahau e whakatakoto whakaaro ana.

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

I muri i aku kupu kore ake ratou i korero ano; maturuturu iho ana aku kupu ki runga ki a ratou.

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

I taria mai ahau e ratou ano ko te ua; hamama mai ana o ratou mangai ano e tatari ana ki te ua o muri.

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Ka kata ahau ki a ratou, kihai i whakaponohia e ratou; kihai hoki ratou i whakataka i te marama o toku mata.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Naku to ratou ara i whiriwhiri, a noho ana ahau hei rangatira, noho ana hoki ahau ano he kingi i roto i te ope; i rite ahau ki te kaiwhakamarie o te hunga e tangi ana.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.