Proverbs 29

Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
اَلْكَثِيرُ التَّوَبُّخِ، الْمُقَسِّي عُنُقَهُ، بَغْتَةً يُكَسَّرُ وَلاَ شِفَاءَ.
Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
إِذَا سَادَ الصِّدِّيقُونَ فَرِحَ الشَّعْبُ، وَإِذَا تَسَلَّطَ الشِّرِّيرُ يَئِنُّ الشَّعْبُ.
Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
مَنْ يُحِبُّ الْحِكْمَةَ يُفَرِّحُ أَبَاهُ، وَرَفِيقُ الزَّوَانِي يُبَدِّدُ مَالاً.
Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
اَلْمَلِكُ بِالْعَدْلِ يُثَبِّتُ الأَرْضَ، وَالْقَابِلُ الْهَدَايَا يُدَمِّرُهَا.
Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
اَلرَّجُلُ الَّذِي يُطْرِي صَاحِبَهُ يَبْسُطُ شَبَكَةً لِرِجْلَيْهِ.
I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
فِي مَعْصِيَةِ رَجُل شِرِّيرٍ شَرَكٌ، أَمَّا الصِّدِّيقُ فَيَتَرَنَّمُ وَيَفْرَحُ.
Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
الصِّدِّيقُ يَعْرِفُ دَعْوَى الْفُقَرَاءِ، أَمَّا الشِّرِّيرُ فَلاَ يَفْهَمُ مَعْرِفَةً.
Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
اَلنَّاسُ الْمُسْتَهْزِئُونَ يَفْتِنُونَ الْمَدِينَةَ، أَمَّا الْحُكَمَاءُ فَيَصْرِفُونَ الْغَضَبَ.
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
رَجُلٌ حَكِيمٌ إِنْ حَاكَمَ رَجُلاً أَحْمَقَ، فَإِنْ غَضِبَ وَإِنْ ضَحِكَ فَلاَ رَاحَةَ.
De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
أَهْلُ الدِّمَاءِ يُبْغِضُونَ الْكَامِلَ، أَمَّا الْمُسْتَقِيمُونَ فَيَسْأَلُونَ عَنْ نَفْسِهِ.
En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
اَلْجَاهِلُ يُظْهِرُ كُلَّ غَيْظِهِ، وَالْحَكِيمُ يُسَكِّنُهُ أَخِيرًا.
En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
اَلْحَاكِمُ الْمُصْغِي إِلَى كَلاَمِ كَذِبٍ كُلُّ خُدَّامِهِ أَشْرَارٌ.
Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
اَلْفَقِيرُ وَالْمُرْبِي يَتَلاَقَيَانِ. الرَّبُّ يُنَوِّرُ أَعْيُنَ كِلَيْهِمَا.
En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
اَلْمَلِكُ الْحَاكِمُ بِالْحَقِّ لِلْفُقَرَاءِ يُثَبَّتُ كُرْسِيُّهُ إِلَى الأَبَدِ.
Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
اَلْعَصَا وَالتَّوْبِيخُ يُعْطِيَانِ حِكْمَةً، وَالصَّبِيُّ الْمُطْلَقُ إِلَى هَوَاهُ يُخْجِلُ أُمَّهُ.
Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
إِذَا سَادَ الأَشْرَارُ كَثُرَتِ الْمَعَاصِي، أَمَّا الصِّدِّيقُونَ فَيَنْظُرُونَ سُقُوطَهُمْ.
Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
أَدِّبِ ابْنَكَ فَيُرِيحَكَ وَيُعْطِيَ نَفْسَكَ لَذَّاتٍ.
Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
بِلاَ رُؤْيَا يَجْمَحُ الشَّعْبُ، أَمَّا حَافِظُ الشَّرِيعَةِ فَطُوبَاهُ.
Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
بِالْكَلاَمِ لاَ يُؤَدَّبُ الْعَبْدُ، لأَنَّهُ يَفْهَمُ وَلاَ يُعْنَى.
Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
أَرَأَيْتَ إِنْسَانًا عَجُولاً فِي كَلاَمِهِ؟ الرَّجَاءُ بِالْجَاهِلِ أَكْثَرُ مِنَ الرَّجَاءِ بِهِ.
Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
مَنْ فَتَّقَ عَبْدَهُ مِنْ حَدَاثَتِهِ، فَفِي آخِرَتِهِ يَصِيرُ مَنُونًا.
Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
اَلرَّجُلُ الْغَضُوبُ يُهَيِّجُ الْخِصَامَ، وَالرَّجُلُ السَّخُوطُ كَثِيرُ الْمَعَاصِي.
Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
كِبْرِيَاءُ الإِنْسَانِ تَضَعُهُ، وَالْوَضِيعُ الرُّوحِ يَنَالُ مَجْدًا.
Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
مَنْ يُقَاسِمْ سَارِقًا يُبْغِضْ نَفْسَهُ، يَسْمَعُ اللَّعْنَ وَلاَ يُقِرُّ.
Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
خَشْيَةُ الإِنْسَانِ تَضَعُ شَرَكًا، وَالْمُتَّكِلُ عَلَى الرَّبِّ يُرْفَعُ.
Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
كَثِيرُونَ يَطْلُبُونَ وَجْهَ الْمُتَسَلِّطِ، أَمَّا حَقُّ الإِنْسَانِ فَمِنَ الرَّبِّ.
Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
اَلرَّجُلُ الظَّالِمُ مَكْرَهَةُ الصِّدِّيقِينَ، وَالْمُسْتَقِيمُ الطَّرِيقِ مَكْرَهَةُ الشِّرِّيرِ.