Proverbs 29

اَلْكَثِيرُ التَّوَبُّخِ، الْمُقَسِّي عُنُقَهُ، بَغْتَةً يُكَسَّرُ وَلاَ شِفَاءَ.
Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
إِذَا سَادَ الصِّدِّيقُونَ فَرِحَ الشَّعْبُ، وَإِذَا تَسَلَّطَ الشِّرِّيرُ يَئِنُّ الشَّعْبُ.
Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
مَنْ يُحِبُّ الْحِكْمَةَ يُفَرِّحُ أَبَاهُ، وَرَفِيقُ الزَّوَانِي يُبَدِّدُ مَالاً.
Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
اَلْمَلِكُ بِالْعَدْلِ يُثَبِّتُ الأَرْضَ، وَالْقَابِلُ الْهَدَايَا يُدَمِّرُهَا.
Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
اَلرَّجُلُ الَّذِي يُطْرِي صَاحِبَهُ يَبْسُطُ شَبَكَةً لِرِجْلَيْهِ.
Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
فِي مَعْصِيَةِ رَجُل شِرِّيرٍ شَرَكٌ، أَمَّا الصِّدِّيقُ فَيَتَرَنَّمُ وَيَفْرَحُ.
I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
الصِّدِّيقُ يَعْرِفُ دَعْوَى الْفُقَرَاءِ، أَمَّا الشِّرِّيرُ فَلاَ يَفْهَمُ مَعْرِفَةً.
Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
اَلنَّاسُ الْمُسْتَهْزِئُونَ يَفْتِنُونَ الْمَدِينَةَ، أَمَّا الْحُكَمَاءُ فَيَصْرِفُونَ الْغَضَبَ.
Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
رَجُلٌ حَكِيمٌ إِنْ حَاكَمَ رَجُلاً أَحْمَقَ، فَإِنْ غَضِبَ وَإِنْ ضَحِكَ فَلاَ رَاحَةَ.
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
أَهْلُ الدِّمَاءِ يُبْغِضُونَ الْكَامِلَ، أَمَّا الْمُسْتَقِيمُونَ فَيَسْأَلُونَ عَنْ نَفْسِهِ.
De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
اَلْجَاهِلُ يُظْهِرُ كُلَّ غَيْظِهِ، وَالْحَكِيمُ يُسَكِّنُهُ أَخِيرًا.
En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
اَلْحَاكِمُ الْمُصْغِي إِلَى كَلاَمِ كَذِبٍ كُلُّ خُدَّامِهِ أَشْرَارٌ.
En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
اَلْفَقِيرُ وَالْمُرْبِي يَتَلاَقَيَانِ. الرَّبُّ يُنَوِّرُ أَعْيُنَ كِلَيْهِمَا.
Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
اَلْمَلِكُ الْحَاكِمُ بِالْحَقِّ لِلْفُقَرَاءِ يُثَبَّتُ كُرْسِيُّهُ إِلَى الأَبَدِ.
En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
اَلْعَصَا وَالتَّوْبِيخُ يُعْطِيَانِ حِكْمَةً، وَالصَّبِيُّ الْمُطْلَقُ إِلَى هَوَاهُ يُخْجِلُ أُمَّهُ.
Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
إِذَا سَادَ الأَشْرَارُ كَثُرَتِ الْمَعَاصِي، أَمَّا الصِّدِّيقُونَ فَيَنْظُرُونَ سُقُوطَهُمْ.
Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
أَدِّبِ ابْنَكَ فَيُرِيحَكَ وَيُعْطِيَ نَفْسَكَ لَذَّاتٍ.
Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
بِلاَ رُؤْيَا يَجْمَحُ الشَّعْبُ، أَمَّا حَافِظُ الشَّرِيعَةِ فَطُوبَاهُ.
Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
بِالْكَلاَمِ لاَ يُؤَدَّبُ الْعَبْدُ، لأَنَّهُ يَفْهَمُ وَلاَ يُعْنَى.
Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
أَرَأَيْتَ إِنْسَانًا عَجُولاً فِي كَلاَمِهِ؟ الرَّجَاءُ بِالْجَاهِلِ أَكْثَرُ مِنَ الرَّجَاءِ بِهِ.
Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
مَنْ فَتَّقَ عَبْدَهُ مِنْ حَدَاثَتِهِ، فَفِي آخِرَتِهِ يَصِيرُ مَنُونًا.
Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
اَلرَّجُلُ الْغَضُوبُ يُهَيِّجُ الْخِصَامَ، وَالرَّجُلُ السَّخُوطُ كَثِيرُ الْمَعَاصِي.
Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
كِبْرِيَاءُ الإِنْسَانِ تَضَعُهُ، وَالْوَضِيعُ الرُّوحِ يَنَالُ مَجْدًا.
Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
مَنْ يُقَاسِمْ سَارِقًا يُبْغِضْ نَفْسَهُ، يَسْمَعُ اللَّعْنَ وَلاَ يُقِرُّ.
Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
خَشْيَةُ الإِنْسَانِ تَضَعُ شَرَكًا، وَالْمُتَّكِلُ عَلَى الرَّبِّ يُرْفَعُ.
Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
كَثِيرُونَ يَطْلُبُونَ وَجْهَ الْمُتَسَلِّطِ، أَمَّا حَقُّ الإِنْسَانِ فَمِنَ الرَّبِّ.
Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
اَلرَّجُلُ الظَّالِمُ مَكْرَهَةُ الصِّدِّيقِينَ، وَالْمُسْتَقِيمُ الطَّرِيقِ مَكْرَهَةُ الشِّرِّيرِ.
Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.