Job 21

فَأَجَابَ أَيُّوبُ وَقَالَ:

Så tog Job til Orde og svarede:

«اِسْمَعُوا قَوْلِي سَمْعًا، وَلْيَكُنْ هذَا تَعْزِيَتَكُمْ.

"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

اِحْتَمِلُونِي وَأَنَا أَتَكَلَّمُ، وَبَعْدَ كَلاَمِي اسْتَهْزِئُوا.

Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

أَمَّا أَنَا فَهَلْ شَكْوَايَ مِنْ إِنْسَانٍ، وَإِنْ كَانَتْ، فَلِمَاذَا لاَ تَضِيقُ رُوحِي؟

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

تَفَرَّسُوا فِيَّ وَتَعَجَّبُوا وَضَعُوا الْيَدَ عَلَى الْفَمِ.

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

«عِنْدَمَا أَتَذَكَّرُ أَرْتَاعُ، وَأَخَذَتْ بَشَرِي رَعْدَةٌ.

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

لِمَاذَا تَحْيَا الأَشْرَارُ وَيَشِيخُونَ، نَعَمْ وَيَتَجَبَّرُونَ قُوَّةً؟

De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

نَسْلُهُمْ قَائِمٌ أَمَامَهُمْ مَعَهُمْ، وَذُرِّيَّتُهُمْ فِي أَعْيُنِهِمْ.

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

بُيُوتُهُمْ آمِنَةٌ مِنَ الْخَوْفِ، وَلَيْسَ عَلَيْهِمْ عَصَا اللهِ.

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

ثَوْرُهُمْ يُلْقِحُ وَلاَ يُخْطِئُ. بَقَرَتُهُمْ تُنْتِجُ وَلاَ تُسْقِطُ.

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

يُسْرِحُونَ مِثْلَ الْغَنَمِ رُضَّعَهُمْ، وَأَطْفَالُهُمْ تَرْقُصُ.

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

يَحْمِلُونَ الدُّفَّ وَالْعُودَ، وَيُطْرِبُونَ بِصَوْتِ الْمِزْمَارِ.

de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

يَقْضُونَ أَيَّامَهُمْ بِالْخَيْرِ. فِي لَحْظَةٍ يَهْبِطُونَ إِلَى الْهَاوِيَةِ.

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

فَيَقُولُونَ ِللهِ: ابْعُدْ عَنَّا، وَبِمَعْرِفَةِ طُرُقِكَ لاَ نُسَرُّ.

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

مَنْ هُوَ الْقَدِيرُ حَتَّى نَعْبُدَهُ؟ وَمَاذَا نَنْتَفِعُ إِنِ الْتَمَسْنَاهُ؟

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

«هُوَذَا لَيْسَ فِي يَدِهِمْ خَيْرُهُمْ. لِتَبْعُدْ عَنِّي مَشُورَةُ الأَشْرَارِ.

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

كَمْ يَنْطَفِئُ سِرَاجُ الأَشْرَارِ، وَيَأْتِي عَلَيْهِمْ بَوَارُهُمْ؟ أَوْ يَقْسِمُ لَهُمْ أَوْجَاعًا فِي غَضَبِهِ؟

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

أَوْ يَكُونُونَ كَالتِّبْنِ قُدَّامَ الرِّيحِ، وَكَالْعُصَافَةِ الَّتِي تَسْرِقُهَا الزَّوْبَعَةُ؟

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

اَللهُ يَخْزِنُ إِثْمَهُ لِبَنِيهِ. لِيُجَازِهِ نَفْسَهُ فَيَعْلَمَ.

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

لِتَنْظُرْ عَيْنَاهُ هَلاَكَهُ، وَمِنْ حُمَةِ الْقَدِيرِ يَشْرَبْ.

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

فَمَا هِيَ مَسَرَّتُهُ فِي بَيْتِهِ بَعْدَهُ، وَقَدْ تَعَيَّنَ عَدَدُ شُهُورِهِ؟

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

«أَاللهُ يُعَلَّمُ مَعْرِفَةً، وَهُوَ يَقْضِي عَلَى الْعَالِينَ؟

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

هذَا يَمُوتُ فِي عَيْنِ كَمَالِهِ. كُلُّهُ مُطْمَئِنٌّ وَسَاكِنٌ.

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

أَحْوَاضُهُ مَلآنَةٌ لَبَنًا، وَمُخُّ عِظَامِهِ طَرِيٌّ.

hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

وَذلِكَ يَمُوتُ بِنَفْسٍ مُرَّةٍ وَلَمْ يَذُقْ خَيْرًا.

med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

كِلاَهُمَا يَضْطَجِعَانِ مَعًا فِي التُّرَابِ وَالدُّودُ يَغْشَاهُمَا.

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

«هُوَذَا قَدْ عَلِمْتُ أَفْكَارَكُمْ وَالنِّيَّاتِ الَّتِي بِهَا تَظْلِمُونَنِي.

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

لأَنَّكُمْ تَقُولُونَ: أَيْنَ بَيْتُ الْعَاتِي؟ وَأَيْنَ خَيْمَةُ مَسَاكِنِ الأَشْرَارِ؟

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

أَفَلَمْ تَسْأَلُوا عَابِرِي السَّبِيلِ، وَلَمْ تَفْطِنُوا لِدَلاَئِلِهِمْ؟

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

إِنَّهُ لِيَوْمِ الْبَوَارِ يُمْسَكُ الشِّرِّيرُ. لِيَوْمِ السَّخَطِ يُقَادُونَ.

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

مَنْ يُعْلِنُ طَرِيقَهُ لِوَجْهِهِ؟ وَمَنْ يُجَازِيهِ عَلَى مَا عَمِلَ؟

Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

هُوَ إِلَى الْقُبُورِ يُقَادُ، وَعَلَى الْمَدْفَنِ يُسْهَرُ.

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

حُلْوٌ لَهُ مَدَرُ الْوَادِي. يَزْحَفُ كُلُّ إِنْسَانٍ وَرَاءَهُ، وَقُدَّامَهُ مَا لاَ عَدَدَ لَهُ.

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

فَكَيْفَ تُعَزُّونَنِي بَاطِلاً وَأَجْوِبَتُكُمْ بَقِيَتْ خِيَانَةً؟».

Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!