Job 21

Så tog Job til Orde og svarede:

"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!