Proverbs 5

fili mi adtende sapientiam meam et prudentiae meae inclina aurem tuam

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

ut custodias cogitationes et disciplinam labia tua conservent

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

favus enim stillans labia meretricis et nitidius oleo guttur eius

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

novissima autem illius amara quasi absinthium et acuta quasi gladius biceps

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

pedes eius descendunt in mortem et ad inferos gressus illius penetrant

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

per semitam vitae non ambulat vagi sunt gressus eius et investigabiles

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

nunc ergo fili audi me et ne recedas a verbis oris mei

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

longe fac ab ea viam tuam et ne adpropinques foribus domus eius

Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

ne des alienis honorem tuum et annos tuos crudeli

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

ne forte impleantur extranei viribus tuis et labores tui sint in domo aliena

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

et gemas in novissimis quando consumpseris carnes et corpus tuum et dicas

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

cur detestatus sum disciplinam et increpationibus non adquievit cor meum

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

nec audivi vocem docentium me et magistris non inclinavi aurem meam

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

paene fui in omni malo in medio ecclesiae et synagogae

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

bibe aquam de cisterna tua et fluenta putei tui

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

deriventur fontes tui foras et in plateis aquas tuas divide

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

habeto eas solus nec sint alieni participes tui

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

sit vena tua benedicta et laetare cum muliere adulescentiae tuae

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

cerva carissima et gratissimus hinulus ubera eius inebrient te omni tempore in amore illius delectare iugiter

den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

quare seduceris fili mi ab aliena et foveris sinu alterius

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

respicit Dominus vias hominis et omnes gressus illius considerat

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

iniquitates suae capiunt impium et funibus peccatorum suorum constringitur

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

ipse morietur quia non habuit disciplinam et multitudine stultitiae suae decipietur

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.