Job 20

Da tok Sofar fra Na'ama til orde og sa:

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

Derfor legger mine tanker mig svaret i munnen, og derfor stormer det i mig;

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

hånende tilrettevisning må jeg høre, og min ånd gir mig svar ut fra min innsikt.

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Vet du da ikke at slik har det vært fra evighet, fra den tid mennesker blev satt på jorden,

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

at de ugudeliges jubel er kort, og den gudløses glede bare varer et øieblikk?

at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

Stiger enn hans stolthet til himmelen, og når enn hans hode til skyen,

Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

så går han dog likesom sitt skarn til grunne for evig; de som så ham, spør: Hvor er han?

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Som en drøm flyr han bort, og ingen finner ham mere; han jages bort som et nattesyn.

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

Det øie som så ham, ser ham ikke mere, og hans sted skuer ham ikke lenger.

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hans barn må søke småfolks yndest, og hans hender må gi hans gods tilbake.

Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

Hans ben var fulle av ungdomskraft, men nu ligger den med ham i støvet.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Smaker enn det onde søtt i hans munn, skjuler han det under sin tunge,

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

sparer han på det og slipper det ikke, men holder det tilbake under sin gane,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

så blir dog hans mat omskapt i hans innvoller og blir til ormegift i hans liv.

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

Han slukte gods, og han må spy det ut igjen; Gud driver det ut av hans buk.

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

Ormegift må han innsuge; huggormens tunge dreper ham.

han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

Han skal ikke få se bekker, elver av honning og elver av melk.

han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

Han må gi tilbake det han har tjent, og får ikke nyte det; meget gods har han vunnet, men han får liten glede av det.

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

For han knuste småfolk og lot dem ligge der; han rante hus til sig, men får ikke bygge dem om;

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

han kjente aldri ro i sitt indre; han skal ikke slippe unda med sine skatter.

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

Det var intet som undgikk hans grådighet; derfor varer ikke hans lykke.

ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

Midt i hans rikdom blir det trangt for ham; hver nødlidende vender sin hånd mot ham.

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

For å fylle hans buk sender Gud sin brennende vrede mot ham og lar sin mat regne på ham.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Flykter han for våben av jern, så gjennemborer en bue av kobber ham.

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

Når han så drar pilen ut av sin rygg, og den lynende odd kommer frem av hans galle, da faller dødsredsler over ham.

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

Alt mørke er opspart for hans vel gjemte skatter; en ild som intet menneske puster til, fortærer ham; den eter det som er igjen i hans telt.

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Himmelen åpenbarer hans misgjerning, og jorden reiser sig mot ham.

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Det han har samlet i sitt hus, føres bort, det skylles bort på Guds vredes dag.

Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

Dette er den lodd som et ugudelig menneske får av Gud, den arv som er tilkjent ham av den Allmektige.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!