Job 21

Da tok Job til orde og sa:

Så tog Job til Orde og svarede:

Hør aktsomt på mitt ord og la dette være den trøst I yder mig!

"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

Tål mig, så jeg kan få tale, og når jeg har talt, kan du spotte.

Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

Mon min klage gjelder et menneske? Eller hvorfor skulde min ånd ikke bli utålmodig?

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

Vend eder til mig og bli forferdet og legg hånd på munn!

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

Kommer jeg det i hu, så forferdes jeg, og mitt kjød gripes av skjelving.

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

Hvorfor blir de ugudelige i live, blir gamle og tiltar endog i velmakt?

De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

De ser sine barn trives omkring sig, og sine efterkommere har de for sine øine.

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

Deres hus er sikre mot redsler, og Guds ris kommer ikke over dem.

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

Hans okse parrer sig og spiller ikke, hans ku kalver og kaster ikke i utide.

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

De slipper sine barn ut som småfeet, og deres smågutter hopper omkring.

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

De synger til tromme og citar, og de gleder sig ved fløitens lyd.

de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

De lever sine dager i lykke, og i et øieblikk farer de ned til dødsriket.

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

Og dog sa de til Gud: Vik fra oss! Vi har ikke lyst til å kjenne dine veier.

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

Hvad er den Allmektige, at vi skulde tjene ham, og hvad gagn skulde vi ha av å vende oss til ham med bønn?

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

Ja, men deres lykke står ikke i deres egen hånd. - De ugudeliges tanker er langt fra mine tanker.

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

Hvor ofte utslukkes vel de ugudeliges lampe, og hvor ofte hender det at ulykke kommer over dem? Hvor ofte tildeler han dem vel smerter i sin vrede?

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Hvor ofte blir de vel som strå for vinden, som agner stormen fører bort?

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

Men Gud gjemmer hans straff til hans barn. - Ja, men han burde straffe ham selv, så han fikk kjenne det.

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

Med egne øine burde han få se sin undergang, og av den Allmektiges vrede burde han få drikke selv.

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

For hvad bryr han sig om sitt hus efter sin død, når hans måneders tall er ute?

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

Vil nogen lære Gud visdom, han som dømmer de høieste?

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

Den ene dør midt i sin velmakt, helt trygg og rolig;

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

hans kar var fulle av melk, og margen i hans ben var saftfull.

hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

Den andre dør med sorg i hjertet og har aldri nytt nogen lykke.

med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

Begge ligger de i støvet, og makk dekker dem.

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

Se, jeg kjenner eders tanker og de onde råd hvormed I gjør urett mot mig;

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

for I sier: Hvor er tyrannens hus, og hvor er det telt de ugudelige bor i?

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

Har I aldri spurt dem som har faret vidt omkring? Og I vil vel ikke forkaste deres vidnesbyrd,

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

at den onde spares på ulykkens dag, på vredens dag føres han unda.

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

Hvem foreholder ham hans ferd like i hans ansikt? og når han gjør noget, hvem gjengjelder ham det?

Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

Til graven bæres han med ære, og over gravhaugen holder de vakt.

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

Søt er hans hvile i dalens muld, og alle mennesker vandrer i hans spor, og det er ikke tall på dem som har gått foran ham.

i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

Hvor kan I da trøste mig med så tom en trøst? Av eders svar blir det bare troløshet tilbake.

Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!