Job 30

Et maintenant!... je suis la risée de plus jeunes que moi, De ceux dont je dédaignais de mettre les pères Parmi les chiens de mon troupeau.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Mais à quoi me servirait la force de leurs mains? Ils sont incapables d'atteindre la vieillesse.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Desséchés par la misère et la faim, Ils fuient dans les lieux arides, Depuis longtemps abandonnés et déserts;
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Ils arrachent près des arbrisseaux les herbes sauvages, Et ils n'ont pour pain que la racine des genêts.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
On les chasse du milieu des hommes, On crie après eux comme après des voleurs.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Ils habitent dans d'affreuses vallées, Dans les cavernes de la terre et dans les rochers;
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Ils hurlent parmi les buissons, Ils se rassemblent sous les ronces.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Etres vils et méprisés, On les repousse du pays.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Et maintenant, je suis l'objet de leurs chansons, Je suis en butte à leurs propos.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Ils ont horreur de moi, ils se détournent, Ils me crachent au visage.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Ils n'ont plus de retenue et ils m'humilient, Ils rejettent tout frein devant moi.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Ces misérables se lèvent à ma droite et me poussent les pieds, Ils se fraient contre moi des sentiers pour ma ruine;
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Ils détruisent mon propre sentier et travaillent à ma perte, Eux à qui personne ne viendrait en aide;
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Ils arrivent comme par une large brèche, Ils se précipitent sous les craquements.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Les terreurs m'assiègent; Ma gloire est emportée comme par le vent, Mon bonheur a passé comme un nuage.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Et maintenant, mon âme s'épanche en mon sein, Les jours de la souffrance m'ont saisi.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
La nuit me perce et m'arrache les os, La douleur qui me ronge ne se donne aucun repos,
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Par la violence du mal mon vêtement perd sa forme, Il se colle à mon corps comme ma tunique.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Dieu m'a jeté dans la boue, Et je ressemble à la poussière et à la cendre.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Je crie vers toi, et tu ne me réponds pas; Je me tiens debout, et tu me lances ton regard.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Tu deviens cruel contre moi, Tu me combats avec la force de ta main.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Tu me soulèves, tu me fais voler au-dessus du vent, Et tu m'anéantis au bruit de la tempête.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Car, je le sais, tu me mènes à la mort, Au rendez-vous de tous les vivants.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Mais celui qui va périr n'étend-il pas les mains? Celui qui est dans le malheur n'implore-t-il pas du secours?
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
N'avais-je pas des larmes pour l'infortuné? Mon coeur n'avait-il pas pitié de l'indigent?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
J'attendais le bonheur, et le malheur est arrivé; J'espérais la lumière, et les ténèbres sont venues.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Mes entrailles bouillonnent sans relâche, Les jours de la calamité m'ont surpris.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Je marche noirci, mais non par le soleil; Je me lève en pleine assemblée, et je crie.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Je suis devenu le frère des chacals, Le compagnon des autruches.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Ma peau noircit et tombe, Mes os brûlent et se dessèchent.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Ma harpe n'est plus qu'un instrument de deuil, Et mon chalumeau ne peut rendre que des sons plaintifs.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!